Fujifilm X-T30 III

Systemkameraet her er fantastisk lille og let – og nemt at indstille, men særligt én funktion savner vi.

Kameraet fås i sølvfarvet, sort eller denne koksgrå version.

Indledning

Modellerne i X-T30-serien er Fujifilms mindste og billigste med indbygget søger. I forhold til forgængeren har tredje generation fået den samme og nyere processor, som sidder i resten af Fujifilm-familien. Det er bl.a. afgørende for autofokussen, der nu genkender dyr, fugle, biler, motorcykler og cykler, fly og tog foruden personer og øjne.

Autofokus er velfungerende, og motivgenkendelsen tog godt fat i både øjne, fugle og biler, da vi testede. Billedkvaliteten fra APS-C-sensoren er som ventet fin med god detaljegrad og udmærkede præstationer i svagt lys.

Læs mere

Hastigheden er op til 20 fotos i sekundet i fuld opløsning, men da vi testede den høje hastighed, blev bufferen fyldt allerede efter 27 raw+jpeg-billeder, så topfarten holdes kun i omkring halvandet sekund. Herefter tog det hele to minutter og 20 sekunder at tømme bufferen til SD-kortet, så vi igen kunne tage en tilsvarende serie.

Vi havde gerne set, at X-T30 III ligesom andre Fujifilm-kameraer havde sit eget hjul på toppen til ISO-indstilling. Nu ændres ISO nemlig på indstillingshjulet på enten fronten eller bagsiden, og de drejer for let, så vi ofte kom til at ændre ISO ved et uheld. Vi fik desuden konstant trykket på Q-knappen, som ligger lige dér, hvor vi gerne vil hvile tommelfingeren. Kameraet ligger dog godt i hånden og har en virkelig god balance med et lille objektiv på.

Den beskedne størrelse kombineret med en søger er klart kameraets største aktiv. Derfor er det også ærgerligt, at X-T30 III, modsat de lidt dyrere modeller fra Fujifilm, ikke har billedstabilisering. Fujifilms små pandekageobjektiver på 18, 23 og 27 mm, som størrelsesmæssigt passer godt til kameraet, har nemlig ikke stabilisering. Det har til gengæld det nye og lidt større 13-33 mm-objektiv, som sælges i kit med kameraet. Desværre skal det foldes ud og ind, når man tager kameraet frem og pakker det væk igen, hvilket er irriterende.

PRIS

7985 kr.

4 hurtige om Fujifilm X-T30 III

Hastigheden med elektronisk lukker kan komme op på 30 billeder i sekundet, men i nedsat opløsning på 16,6 mio. pixels, og billedet er beskåret.

Kameraet har en lille pop op-blitz, der med et ledetal på omkring syv ikke er særlig kraftig, men fungerer fint, når man er tæt på motiverne.

Søgeren har 2,36 mio. punkter og er forholdsvis detaljeret og klar, og den opdaterer uden hakken.

Kameraet har fået sit eget hjul til filmsimuleringer. Det øger lysten til at lege med billedudtryk til sort-hvid, dæmpede eller livlige farver og meget mere.

Sådan gjorde jeg

Jeg testede kameraet med den nye kitoptik på 13-33 mm F3.5-6.3 samt det lille pandekageobjektiv på 27 mm F2.8. Kameraet var bl.a. med på en aftentur i regnen, og når jeg bevægede mig rundt i byen.

Her er min konklusion

Særligt med et lille, lysstærkt objektiv med fast brændvidde er det kompakte kamera virkelig lækkert. Kitoptikken er jeg ikke vild med. Kameraet er nemt at indstille, og billedkvaliteten er fin, men jeg kæmpede med at ramme knapper ved en fejl, og jeg savner billedstabilisering.

Dommen

+

Meget kompakt størrelse.

God autofokus med motivgenkendelse.

Nemt at indstille.

-

Vi fik ofte aktiveret knapper ved et uheld.

Ingen indbygget billedstabilisering.

Karakter

Specifikationer

26,0 mio. pixels

1.62 mio. punkter, skærm

20,0 billeder/sekund

378 gram

Nærmeste konkurrent

Testbilleder