Det nye Canon EOS RP er en billig vej til et spritnyt systemkamera med den store full-frame-sensor. Huset har en vejledende pris på 11.999 kroner, hvilket gør kameraet til det hidtil billigste full-frame-kamera ved lanceringen.
Man kan godt få billigere full-frame-kameraer, fx Sony Alpha7 II, men dette kamera er en tidligere generation, som blev lanceret tilbage i 2014. Kameraet er dog stadig i handlen.
Det systemkamera, der prismæssigt ligger tættest på Canon EOS RP, og som er nyeste generation, er Sony Alpha7 III, der i dag fås for lige under 15.000 kroner. Herunder har vi sammenlignet de vigtigste specifikationer i de to kameraer.
Opløsning
Canon EOS RP lægger sig med sine 26,0 mio. pixels et mulehår foran Sony Alpha7 III, der har 24,0 mio. pixels. I praksis burde det ikke give en nævneværdig forskel på detaljegraden, hvor andre faktorer også spiller ind. Begge kameraer kan optage video i 4K.
Autofokus
Canon påstår, at deres model har klassens hurtigste autofokus, der stiller skarpt på blot 0,05 sekund. Kameraet har hele 4779 fokuspunkter mod 693 hos konkurrenten.
Det er en stor forskel, men i praksis betyder det ikke så meget. De to kameraer har rigeligt med fokuspunkter. Nok så vigtigt er det, at fokuspunkter på begge modeller dækker stort set hele billedfladen.
Begge modeller har øje-fokus og kan følge motiver i bevægelse. Autofokussen i Canon EOS RP kan dog bruges i svagere lys, nemlig -5 EV, end Sony Alpha7 III, der kan bruges i -3 EV.
> Læs også: Canon EOS RP er verdens letteste full-frame-systemkamera
Hastighed
Her trækker Sony Alpha7 III fra konkurrenten. Kameraet kan tage ti billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus, hvor Canons nye full-frame-kamera kan skyde fem fotos i sekundet med låst fokus og fire med kontinuerlig fokus.
Skærm
Begge kameraer har en skærm på 3,0 tommer. Skærmopløsningen i Sony Alpha7 III er på 921.600 punkter, mens Canon EOS RP er lidt mere detaljeret med 1.040.000 punkter. Begge skærme er berøringsfølsomme.
Skærmen på Sonys model kan vippes op og ned, mens den er fuldt fleksibel hos Canon.
Den elektroniske søger i Sony Alpha7 III er på 0,50 tommer med en forstørrelse på 0,78x, hvilket er noget større end på Canon EOS RP, der har en søger på 0,39 tomer og en forstørrelse på 0,70x.
Mål og vægt
Begge kameraer er ret kompakte af full-frame-kameraer at være. Canon EOS RP måler 133 × 85 × 70 mm, og Sony-kameraet måler 127 mm x 96 mm x 74 mm.
Canons model er noget lettere. Den vejer 485 gram, mens Sony Alpha7 III vejer 650 gram.
Canon scorer altså point på vægt, opløsning og autofokussen, der kan bruges i svagere lys, mens Sony Aplha7 III er langt hurtigere og har en større søger.
Redaktionen anbefaler: Lækker kamerataske
Til ferien eller fototuren er en praktisk og rummelig skuldertaske en god investering.
I vores nye kamerataske er der et separat rum til din tablet, så du let kan have den med på tur og overføre billeder fra kameraet med WiFi.
Du kan få tasken med to numre af Digital FOTO for kun 49 kroner + porto. Tasken alene har en værdi på 399 kroner. Se tilbuddet her.

Du kan få tasken med to numre af Digital FOTO for kun 49 kroner + porto. Tasken alene har en værdi på 399 kroner. Se tilbuddet her.