Nu kommer fartmonsteret Canon EOS R3

Canon fortalte tidligere i år, at de arbejder på en ny topmodel i R-serien. Nu er de klar med alle specifikationer på Canon EOS R3, og systemkameraet byder på vilde hastigheder.

14. september 2021 af Kristoffer Engbo

Det nye Canon EOS R3 er guf for sportsfotografer og andre, der skyder motiver i høj fart. Med elektronisk lukker kan det tage hele 30 billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus og lysmåling.

Lukkertiden kan komme helt ned på 1/64.000 sekund, og kameraet kan fokusere i løbet af blot 0,03 sekunder, hvilket er det hidtil hurtigste i EOS R-serien.

Serien består af Canons spejlløse systemkameraer med full-frame-billedsensorer, og her er Canon EOS R3 altså det nye flagskib, der blandt andet henvender sig til professionelle sportsfotografer.

>Læs også: Få styr på kameraernes sensorstørrelser

Ny sensor i Canon EOS R3

Kameraet har en helt ny billedsensor på 24,1 mio. pixels, og ifølge Canon skulle den være næsten fuldstændig fri for fænomenet rolling shutter, der ellers kan give forvrængede eller stribede billeder, når man bruger elektronisk lukker.

Den nye sensor gør det også muligt at bruge blitz sammen med den elektroniske lukker, og man kan tilmed bruge blitz fra andre producenter end Canon selv.

>Læs også: Guide til at tage flotte sportsfotos

Canon EOS R3 stiller skarpt på det du ser

Autofokussen kan stille skarpt i lys helt ned til -7,5 EV, hvilket praktisk talt er mørke. Den kan låse sig fast på øjne, ansigter og kroppe, og så kan den genkende racerbiler og motorcykler, som den kan fastholde fokus på. Du kan endda vælge, om den skal låse sig på kørerens hjelm eller på selve køretøjet.

Desuden kan autofokussen holde øje med, hvor du som fotograf kigger hen i søgeren, og sørge for at stille skarpt dér. Med et tryk på en knap kan du låse fokus på en del af motivet, du har kigget på.

>I Fordelszonen kan du se videoen, hvor vi fotograferer fugle med konkurrenten Sony A1. Se videoen her.

Der er indbygget billedstabilisering på billedchippen, og i kombination med objektiver med indbygget billedstabilisering kan du hente helt op til otte eksponeringstrin. Det svarer til, at du kan få skarpe fotos håndholdt med en lukkertid på 1/2 sekund, hvor du skulle bruge 1/500 sekund for at få et skarpt foto uden.

Skyd slowmotion i høj opløsning

Ifølge Canon er der mere end 100 forbedringer i forhold til deres eksisterende system- og spejlreflekskameraer. Det vil blandt andet blive muligt at opdatere kameraets firmware via en app på smartphone.

Vejrforseglingen skulle være på samme niveau eller bedre end i topmodellen blandt spejlreflekskameraerne Canon EOS-1D X Mark III.

Når det gælder videooptagelser, kan Canon EOS R3 optage i op til 6K-opløsning med 60 billeder i sekundet i raw, og med 4K-optagelser med 120 billeder per sekund, kan du skyde slowmotion i høj opløsning.

Den vejledende pris på Canon EOS R3 er 48.299 kroner for huset.

Nye objektiver til EOS R

Canon har også lanceret to nye objektiver til de spejlløse EOS R-kameraer. Vidvinklen Canon RF 16mm F2.8 STM vejer blot 165 gram og kan stille skarpt på en afstand af 13 cm. Den vejledende pris er 2799 kroner.

Zoomobjektivet RF 100-400mm F5.6-8.0 IS USM henvender sig blandt andet til sports-og dyrefotografer, der vil have nærbilleder fra afstand. Der er indbygget billedstabilisering og en Nano USM-fokusmotor skulle sikre jævn og hurtig fokus. Den vejledende pris er 5999 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...