På trods af den lille sensor er kameraet tungere og større end et full-frame-kamera som Nikon Z 7II.
GH6 er flagskibet blandt Panasonics systemkameraer med Four Thirds-sensor, og for første gang er opløsningen oppe på 25,0 mio.pixels i stedet for 20,0. På lav ISO er detaljegraden lidt bedre end Panasonic GH5 II og OM SYSTEM OM-1. Til gengæld oplevede vi en anelse mere støj på høj ISO, og vi vil helst ikke over ISO 6400.
Kameraet ligner i store træk GH5 II, men er tykkere og tungere. Det hænger sammen med, at der er placeret en køler bag skærmen. Det bringer os frem til kameraets virkelige trækplaster – video. GH6 kan nemlig skyde 5,7K-video med 60 billeder i sekundet og 4K-video med 120 billeder i sekundet. Begge dele i 10-bit i en meget fin kvalitet. Desuden er der et væld af indstillinger og formater, som vil få tænderne på den drevne videofotograf til at løbe i vand. En fin detalje er også, at GH6 tager hurtige CFexpress-kort. Det er første gang i et Four Thirds-kamera, og det giver rigtig god mening, da GH6 kan optage video uden tidsbegrænsning og overophedning.
GH6 skyder 14 billeder i sekundet med mekanisk lukker og op til 75 med elektronisk lukker. Det lykkedes at skyde 200 raw- og jpeg-billeder i serie, før bufferen sagde stop. Den blev tømt på et minut, hvilket kunne være bedre. De 75 skud i serie er kun med fast fokus. Med kontinuerlig fokus er tallet 14 skud uanset lukkertype. Det er ikke så imponerende og hænger tydeligvis sammen med, at Panasonic fortsat sværger til kontrastbaseret autofokus, der ikke er så hurtig som den hybridfokus, konkurenterne benytter. Den er dog stadig sikker. Det gælder også ved ansigts- og øjegenkendelse – uden dog at nå fx OM-1. Det er kun på den højeste hastighed, søgeren ikke bliver sort imellem optagelserne, og da autofokus ikke kan følge med motiver her, er GH6 ikke optimalt for action.
Sværger du til Four Thirds og foto, vil vi anbefale OM-1, mens videofolket med GH6 har fået en ny favorit.
PRIS
17.990 kr.
Det syntes vi efter ...
4 minutter: Det forseglede kamera ligger godt i hånden.
6 timer: Vi er vilde med de mange dedikerede knapper.
7 dage: Et sandt feinschmecker-kamera til video.
Dommen
+
Fine detaljer og farver.
Suveræn billedstabilisering.
5,7K-video og et væld af videoindstillinger.
–
Hastighed og autofokus skuffer.
Stort og tungt.
Nærmeste konkurrent
Testbilleder
Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.