Med lanceringen af systemkameraet Z 30 har Nikon nu også et systemkamera i den helt billige og kompakte ende. Det betyder, at Nikon nu har tre modeller med APS-C-sensor – nemlig Z 30, Z 50 og Z fc – og den samme store Z-fatning, som Nikons full-frame-modeller har.
Nikon Z 30 svarer på mange måder til de ældre og billige spejlrefleksmodeller i D3000-serien, men er nu endnu mere kompakt. Desuden er der ekstra fokus på kameraets muligheder, når det gælder krævende video i 4K.
Det bringer os tilbage til konkurrenterne, for det er også her de tilsvarende modeller fra fx Canon, Panasonic og Sony har skruet op for dampen. Herunder kan du se, hvordan Nikon Z 30 placerer sig i forhold til konkurrenter som Canon EOS R10, Panasonic Lumix DC-G100 og Sony ZV-E10.
Læs også: Her er de bedste kameraer lige nu

Via den berøringsfølsomme skærm har man fuld kontrol med kameraets autofokus.
© NikonSensor og opløsning
Nikon Z 30 har samme udmærkede APS-C-sensor som både Z 50 og Z fc, hvor opløsningen er 20,7 mio. pixels. Til sammenligning har APS-C-sensorerne hos Canon EOS R10 en opløsning på 24,0 mio. pixels, mens den mindre Four-Thirds-sensor hos Panasonic Lumix DC-G100 har 20,2 mio. pixels.
Avanceret autofokus
Også fokussystemet i Nikon Z 30 er hentet fra det større Z 50. Det betyder, at kameraet har 209 fokuspunkter og avanceret motivgenkendelse, der kan registrere ansigter, øjne og dyr.
Canon EOS R10 har 651 fokuspunkter med motivbårne tracking-funktioner, mens Sony ZV-E10 har 425 punkter. Panasonic G100 har kun 49 punkter.
>Læs også: Sådan tager du flotte billeder i svagt lys

Den fuldt fleksible skærm er ideel til selfieoptagelser.
© NikonForrygende hastighed til prisen
I denne prisklasse har vi længe været vant til kameraer, som højst kunne skyde fem-seks billeder i sekundet. Det er heldigvis fortid. Nikon Z 30 klarer nemlig ligesom Sony ZV-E10 11 billeder i sekundet, mens Panasonic G100 præsterer ti billeder per sekund. Canon EOS R10 trækker dog fra feltet med hele 15 billeder i sekundet med den mekaniske lukker og intet mindre end 23 billeder per sekund med elektronisk lukker.
Fravalg af søger
Ligesom Sony ZV-E10 har Nikon med Z 30 valgt at prioritere et yderst kompakt design så meget, at der ikke er blevet plads til en søger. Canon har derimod udstyret EOS R10 med en søger, som har en opløsning på 2,36 mio. punkter, mens søgeren i det lille Panasonic G100 har hele 3,68 mio. punkter.
Fuld kontrol på skærmen
Ligesom konkurrenterne har Z 30 også fået en fuld fleksibel skærm. Det betyder, at skærmen i lige så høj grad kan bruges til selfie-optagelser og dermed er perfekt til såkaldt vlogging. Alle skærmene måler 3,0 tommer.
>Læs også: Så godt klarede Sony ZV-E10 sig

Nikon Z 30 har to indbyggede stereomikrofoner, som kan reducere vindstøj.
© NikonVideomuligheder i top
Med interessen for såkaldt vlogging, spiller 4K-video i høj kvalitet en større og større rolle. Derfor har Nikon også sat ekstra fokus på dette i Z 30. Det gælder fx den indbyggede stereomikrofon med indbygget reduktion af vindstøj og de mange avancerede videoindstillinger, som også konkurrenterne har.
Prismæssigt ligger alle fire modeller under 9000 kroner inklusive et kitobjektiv. Panasonic G100 er billigst med en pris på 5990 kroner, mens Canon EOS R10 med en pris på 8799 kroner er dyrest. Sony ZV-E10 koster 7990 kroner. Nikon Z 30 købt i sæt med objektivet Z DX 16-50mm F3.5-6.3 VR koster 7490 kroner.