Olympus OM-D E-M1X

Vi fik Olympus OM-D E-M1X i hænderne. Se her, hvad vi synes om det nye systemkamera.

Vores første indtryk af Olympus OM-D E-M1X

Vi var med Olympus i Hamborg og fik lov at prøve det nye flagskib i OM-D-serien. Her er vores første indtryk af Olympus OM-D E-M1X.

25. januar 2019 af Sarah Marie Winther

Mens andre producenter nærmest falder over hinanden for at lancere systemkameraer med store sensorer, satser Olympus fortsat benhårdt på Micro Four Thirds-systemet. 

Det blev for alvor slået fast med lanceringen af det nye Olympus OM-D E-M1X. 

Og det nye kamera er ikke bare den næste model i serien. 

Olympus har understreget, at E-M1X ikke skal erstatte E-M1 Mark II, men placere sig ved siden af den tidligere model, idet de to kameraer er rettet mod forskellige forbrugere. 

> Læs vores anmeldelse af Olympus E-M1 Mark II her. 

Olympus OM-D E-M1X er stort, men ikke uhåndterligt

Den mest iøjnefaldende forskel på E-M1X og E-M1 Mark II er størrelsen. 

E-M1X har fået batterigreb, og det gør kameraet mere firkantet og dets udseende mere professionelt – om det er en fordel eller en ulempe, kommer an på, hvilken slags fotograf, man er. 

På trods af størrelsen ligger E-M1X fantastisk godt i hånden, specielt når man vender det på højkant, hvor det ekstra greb gør en stor forskel. 

Du føler på ingen måde, at kameraet glider ud af hånden på dig. 

E-M1X føles ikke specielt tungt, men virker robust og velbygget, og vi forestiller os, at fotografer, der bruger store teleobjektiver, vil opleve en bedre balance end med de mindre systemkameraer.

> Læs også: Få skarpere fotos med dit teleobjektiv. 

Styrepind gør det let at kontrollere fokuspunkter

En af de ting, Olympus lagde stor vægt på ved præsentationen, var det nye design af knapperne og den nye styrepind. 

Og med god grund, for knapperne er noget af det umiddelbart fedeste ved Olympus OM-D E-M1X i forhold til E-M1 Mark II.

Fordi kameraet er større, virker det som om, knapperne er mere spredt ud. 

Det gør dem lettere at betjene og mindsker risikoen for at komme til at trykke på fem andre knapper, når du vil trykke på én. 

Som noget helt nyt er Olympus OM-D E-M1Xogså blevet udstyret med en styrepind, hvor der før kun var navigationsknapper.

Selvom funktionen er den samme, er styrepinden meget hurtigere og mere bekvem at bruge, fx når man flytter fokuspunkter. 

Imponerende – men dyrt

Indtil videre er vi begejstrede, og vi ser frem til at kunne teste kameraet grundigere. 

Vi er især spændte på, om det nye autofokus-system, den forbedrede billedstabilisering og de mange ekstra funktioner kan retfærdiggøre prisen på knapt 25.000 kroner. 

> Vil du modtage nyheder om kameraer, tips og tricks til fotografi og meget mere i din indbakke? Skriv dig op til vores nyhedsbrev lige her. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...