Måske får du plettede billeder, måske får du ringe skarphed, måske rammer autofokus skævt, selv om alt umiddelbart er indstillet som det skal.
Det kan være tegn på at fejl i kamera eller objektiv. Her viser vi, hvordan du tester dit udstyr for at då vished om sagen.
Indholdsoversigt
Test sensoren
Sensoren er kameraets mest sårbare del. Typisk er den godt beskyttet, bag en hætte eller bag et objektiv, men engang imellem er man nødt til at åbne ind til den, og det kan udsætte den for snavs og i værste tilfælde uheldige stød.
En beskadiget sensor vil give fotos af forringet kvalitet, men du kan selv teste om det er tilfældet.
Placer dit kamera på et stativ og tag billeder af objekter af forskellig farve, eksempelvis en blå himmel (men ikke mod solen), en gul væg eller lignende. Kameraet skal være indstillet til Manuel.
Sæt ISO på 100, så undgår du forringelse af billedkvaliteten på grund af støj. Vælg desuden en lille blændeåbning, da det er nemmere at se fejl, når lyset er svagt.
Når du har skudt 5-6 billeder åbner du dem i et billedbehandlingsprogram og zoomer ind. Ser du horisontale linjer eller farveplamager betyder det, at sensoren er beskadiget. Er dette tilfældet skal den udskiftes.
Ser du i stedet mørke pletter og slørede cirkler er sensoren sandsynligvis blot støvet eller beskidt. Så kan du selv rense den.
Tjek objektivet
Dit objektiv er ligeså vigtig for billedkvaliteten som kamerasensoren, blot på en anden måde. Oplever du konsekvent uskarpe billede eller for høj vignettering bør du tjekke om dit objektiv fungerer som det skal.
Placer dit kamera på et stativ foran et testmotiv. Motivet kan være et testskema, som nedenfor eller et andet motiv, som giver dig en klar af fornemmelse af skarphed og symmetri. En bogreol eller en murstensvæg fungerer glimrende.
Tag billeder af testmotivet ved alle kameraets blændetrin. Er det tale om et zoomobjektiv, så tag også billedet ved objektivets yderste brændvidder og tre brændvidder derimellem. Åbn billederne i dit redigeringsprogram og tjek for inkonsekvens i skarphed og vignettering.
Finder du fejl, så returner objektiver og bed om et nyt, hvis du stadig har garanti. Er det er ældre objektiv må du overveje om du vil punge ud for en reparation, som kan være temmelig dyr.
Find fejl i autofokus
Autofokus er ligeledes en udsat del af kameraet, som kan blive ramt af fejl og defekter. Kæmper kameraet med at stille skarpt og oplever du konsekvent uskarphed i fotos, der burde stå knivskarpt, er det en god idé at teste om autofokussystemet fungerer som det skal.
Problemer med autofokus bunder ofte i skæv kommunikation mellem kamera og objektiv. Det kan derfor være en god idé at starte med at se, om fejlen kan spores til noget fysisk, som eksempelvis skidt i fatningen mellem kamera og objektiv. Der kan også være skidt på autofokussensoren, som sidder sammen med kamerasensoren inde bag objektivet. En rensning af disse dele kan være løsningen på problemet.
Problemer med autofokus kan også ligge i kalibreringen af objektivet. For at tjekke om objektivet er kalibreret korrekt i forhold til kameraet kan du anvende et testskema. Det vil vise, om der fokuseres for langt forud eller bagud, når du stiller skarpt på skiven med autofokus. Tag et par billeder, åbn dem i et redigeringsprogram og zoom ind for at få vished.
Når du har fundet frem til om autofokus er fejlkalibreret, kan du i kameraet justere for skævheden under indstillingerne til AF mikrojustering. Er skarpheden for langt fremme, skal du justere til en positiv værdi og omvendt, hvis den er for langt bagud.