Programmet ACDSee Photo Studio Ultimate har masser af redigeringsmuligheder, som giver dig endnu flottere billeder. Her viser vi dig de fem vigtigste, der forbedrer langt de fleste billeder.
I billedet herunder har vi brugt justeringerne i ACDSee Photo Studio Ultimate til at justere lys, farver med mere. Træk i den midterste streg for at se mere af de to versioner.
For at justere et billede skal du først markere det og klikke på Develop øverst til højre.
1. Optimér lyset i ACDSee
Åbn panelet General i venstre side, hvor du bruger Exposure til at gøre billedet lysere eller mørkere med. Flyt Contrast og Clarity mod højre for mere kontrast.
Med Highlight Enhancement og Fill Light får du detaljer frem i højlys og skygger. Er der dis i billedet, flytter du Dehaze mod højre.
>Læs også: 9 tips til at blive en endnu bedre fotograf
2. Få bedre farver med ACDSee
I panelet General kan du gøre farverne kraftigere ved at flytte Vibrance mod højre.
Er billedet for varmt eller koldt, åbner du panelet White Balance. Her flytter du Temperature mod venstre for at gøre billedet køligere og mod højre for at gøre det varmere.
3. Øg skarpheden i ACDSee
Gør dine billeder skarpere ved at vælge Detail øverst i venstre side.
Flyt Amount mod højre, mens du holder øje med effekten i vinduet over skydeknapperne. Justeringen kan øge mængden af korn i ensartede områder, men det kan du forhindre med Mask, som du flytter mod højre.
4. Få mindre støj med ACDSee
Er billedet taget i svagt lys, kan der opstå korn. Dem fjerner du ved at flytte skydeknappen Luminance under Noise Reduction mod højre.
Brug det lille vindue over skydeknapperne til at holde øje med, om detaljerne forsvinder i fx bygninger, når du justerer på Luminance.
5. Slip af med pletterne i ACDSee
Er der pletter fra fx reflekser eller støv på objektivet, kan du fjerne dem ved at vælge Repair øverst i venstre side. Vælg Heal, og indstil Nib Width, så penslen er lidt større en pletterne.
>Læs også: Sådan tager du den bedste selfie
Højreklik i et område ved siden af pletten, som du vil klone fra, og klik på pletten, så den forsvinder. Klik på Done nederst, når du er færdig.