At tage billeder er en kunst, og kunst er en subjektiv vurdering. Der er dog en række punkter, som oftest vil gøre dine billeder bedre.
Det er de punkter, som professionelle fotografer stort set altid lykkes med, og som hæver deres billeder over andres. De fleste af dem er ganske simple, men de er bestemt værd at huske på.
Sagt på en anden måde: Det er de små ting, der gør forskellen. Og her lister vi ni bud på, hvad der kan hæve dine billeder fra standardniveau til suverænt niveau:
Tip 1: Ret horisonten
Tip 2: Får styr på fokus
Tip 3: Manuel fokus giver den største kreative frihed
Tip 4: Vælg autofokus når det skal gå stærkt
Tip 5: Brug kontinuerlig fokus til sport og fugle
Tip 6: Skær ikke mennesker over
Tip 7: Brug lyset rigtigt
Tip 8: Fotografér med et formål
Tip 9: Kopiér ikke andre fotografer
Tip 1: Ret horisonten
En skæv horisontlinje fjerner fokus fra det vigtige i billedet, nemlig motivet. Derfor bør du altid sørge for, at dine fødder er solidt plantet i jorden, inden du trykker på udløserknappen.
Det kan være en svær øvelse, hvis du er forpustet eller dit motiv er flygtigt, men så er der heldigvis hjælp at hente både i kameraet, på stativet og i efterredigeringen.
Næsten alle systemkameraer kan vise dig et digitalt vaterpas, som kan hjælpe dig med at få en lige horisont.
Vil du have det mest præcise resultat, vil vi anbefale dig at bruge et stativ, der har et indbygget vaterpas. Alt du skal gøre er, at vente på at boblen falder til ro og justere stativet efter det.
Skulle horisonten alligevel være smuttet, så har de fleste billedbehandlingsprogrammer en funktion, som gør det nemt at rette horisonten op.
Lightroom har fx en auto-knap, der klarer den skæve horisont for dig.

En lige horisontlinje giver billedet ro.
© ShutterstockTip 2: Får styr på fokus
Fokus og komposition er dine to vigtigste værktøjer, når du vil fortælle en historie med dit billede. Du vælger, hvad vi skal se, og hvilke områder i dit billede, der skal være i fokus.
Den komposition, du vælger, viser på samme måde, hvad du synes, vi skal lægge mærke til.
Det er med andre ord, når du vælger fokus og komposition, at du vælger, hvilket udtryk dit billede skal have, og det er lige inden du trykker på udløserknappen, at du har en stor kreativ frihed til at være original i din fortolkning af motivet.
Tip 3: Manuel fokus giver den største kreative frihed
Der findes tre forskellige indstillinger på dit kamera, som påvirker fokus. Manuel fokus giver dig den største kreative frihed, da du selv vælger, hvor fokus skal lægges. Dog kræver det, at du har tid til det, og at dit motiv står stille imens.
Det kan også kræve lidt træning at fokusere nogle typer objektiver, da de kan være styret af elektroniske fokusering fremfor mekanisk.
Der findes flere hjælpeværktøjer til at fokusere mere præcist, som fx funktionen peaking, som med en farve viser dig, hvor motivet er skarpt.
> Læs også: Få styr på manuel fokus

Med manuel fokus bestemmer du selv, hvor du lægger fokus. Det kan være en hjælp, når du fx gerne vil have svampene i fokus, men arbejder med flere lag i dit billede.
© ShutterstockTip 4: Vælg autofokus når det skal gå stærkt
Autofokus er god, når det skal gå stærkt, og du ikke har tid at indstille fokus manuelt.
Selv om autofokus-systemerne i nye systemkameraer hele tiden bliver bedre bedre, kan de ikke altid regne ud, hvad fotografen ønsker at fokusere på.
Derfor kan du risikere, at du fx kun får en skarp forgrund, når du skyder landskaber, selvom du ønsker at hele området fra forgrund til baggrund skal være i fokus.
En anden situation, som ofte kan forvirre autofokus, er, hvis man fotografere menneskemængder i bevægelse, som fx et fakkeloptog, motionsløb eller lignende, og løsningen er at indstille kameraet til autofokus med et enkelt punkt.
> Læs også: Få styr på autofokus
Tip 5: Brug kontinuerlig fokus til sport og fugle
Kontinuerlig fokus hjælper dig, når du skal tage billeder af motiver i bevægelse. Her det vigtigt, at kameraets autofokus kan følge med. Det kan fx være, når du tager billeder af sport og fugle.
Metoden hedder typisk AF-C eller AI Servo, og den sørger for at justere fokus efter det valgte motiv, så længe du holder kameraets udløserknap halvt nede.
> Læs også: Få styr på kontinuerlig fokus

Kontinuerlig autofokus gør det muligt at fange hurtige bevægelser.
© Shutterstock
Tip 6: Skær ikke mennesker over
De fleste har prøvet at tage et portræt, som bare ikke fungerer, og det skyldes ofte at man har beskåret forkert.
Undgå at beskære folk ved anklerne eller håndleddene, det får det nemlig til at se ud som om, at deres kropsdele ikke rækker ud over billedets grænser.
Det er bare skidt kompositionsarbejde. Overvej derfor hvordan du beskærer billedet og skær i stedet gerne midt på armen, låret eller panden.
Tip 7: Brug lyset rigtigt
Det bedste lys til de fleste motiver er ofte det naturlige lys, som vi har i løbet af dagen. Men hvis du alligevel arbejder med kunstigt lys, så brug det rigtigt.
Der er desværre alt for mange billeder, fx bryllupsbilleder, der bliver ødelagt af forkert belysning og ser uprofessionelle ud. Så brug tid på at lære at udnytte lyset rigtigt, når du fotograferer.
> Læs også: Få det bedste ud af flashen
Tip 8: Fotografér med et formål
I starten skyder man bare løs for at lære at fotografere, men med tiden bør du tænke over, hvad det er, du vil sige med det billede, du tager, og hvordan du bedst kan sige det.
Find det vigtigste i dit motiv, og lav din komposition, så det står tydeligt frem.
Et ensomt træ på en mark kan fx være et godt motiv, men hvis man kan se en by eller andet i baggrunden, som forstyrrer motivet, så kan det ofte svare sig, at vinkle anderledes.
Kan man fx placere kameraet på jorden, kan man fylde mere af forgrunden ud med marken og samtidig få en pænere baggrund, fordi man kan bruge himlen i stedet for.
Det er et godt eksempel på, at du bør overveje, hvad du gerne vil vise eller fortælle med dit billede, inden du trykker på udløserknappen.
Tip 9: Kopiér ikke andre fotografer
Originalitet er den ingrediens, som kan gøre, at billedet bliver enestående, og noget som vi ikke har set før.
Selvom om dit motiv er et landskab, som måske er blevet fortolket af mange tusinde fotografer, så bør du alligevel overveje, hvordan du vil fortolke det anderledes.
Kan du lægge fokus anderledes? Eller ændre på kompositionen, så vi ser nye ting i billedet, som ikke er blevet vist før?
Brug andre som inspiration eller motivation, men lad være med at kopiere dine kolleger 1:1.
Dit arbejde vil udvikle sig langt mere, og dine billeder vil have mere personlighed og kant, når de udspringer af din egen kreativitet.
> Læs også: Fotografens 5 dårlige fotovaner