Vær klar til nordlys, lyn og astro: Gratis apps fortæller, når du skal fotografere

Få besked om lynnedslag, nordlys og andre fænomener med disse gratis apps, så du kan være klar til at fotografere

For at få rigtig gode billeder af nordlys, lyn og sjældne himmelfænomener skal du være klar på det helt rigtige tidspunkt. Vi har apps på telefonen, der varsler os, før motiverne er der, så vi kan stå parat med kameraet. Du får vores fire favoritter her. Alle er helt gratis.

Smart app varsler dig om nordlys

Med appen My Aurora Forecast & Alerts kan du se, hvor stor sandsynligheden er for at opleve nordlys der, hvor du befinder dig. Du kan også vælge at få besked, når det såkaldte Kp-indeks – et mål for den geomagnetiske aktivitet – overstiger et bestemt niveau, så du ved at det kan være på vej.

Du kan hente appen til Android her og til iOS her.

My Aurora Forecast & Alerts

I appen My Aurora Forecast & Alerts kan du også se, hvor der er størst chance for nordlys lige nu.

Vær klar til lynnedslag med denne app

Med My Lightning Tracker & Alerts kan du få en notifikation, når der registreres lynnedslag, inden for en bestemt radius af din position. Så ved du at der kan være lyn på ved og gøre kameraet klar til at fotografere. Du kan desuden følge med i, hvor lyne slår ned andre steder i verden.

Du kan hente appen til Android her og til iOS her.

Vid hvad der sker på himlen med denne app

Med Star Walk 2 Ads+ Sky Map View kan du udforske nattehimlen og se, hvor stjernerne befinder sig. Appen kan også give dig besked om astronomiske begivenheder som meteorsværme og konjunktioner, hvor planeter og andre himmellegemer ser ud til at stå tæt på hinanden.

Hent appen til Android her og til iOS her.

App hjælper dig til det flotteste lys i dine fotos

Den gyldne time, lige omkring solopgang og -nedgang, og den blå time, efter solnedgang og før solopgang, giver et fantastisk lys at fotografere i.

Appen Golden hour: Phototime fortæller dig, hvornår på dagen du skal være klar med kameraet for at fotografere i det flotte lys, uanset hvilken tid på året det er.

Til Android kan du hente appen her. Til iOS kan du i stedet bruge Golden Hour, som du kan hente her.