Det er ofte de samme justeringer, vi foretager på vores feriefotos igen og igen. Her er fire funktioner i Photoshop Elements, der retter typiske skavanker fra rejsen og løfter dine feriebilleder.
Du finder funktionerne, vi gennemgår herunder, i Photo Editor-delen af Elements, hvor du vælger modulet Expert foroven.
>Læs også: Derfor er et 50 mm objektiv din (nye) bedste ven
1. Få detaljerne frem i solen
Stærkt solskin giver billeder med høj kontrast, hvor skyggeområder bliver meget mørke, og de lyseste områder bliver næsten hvide.
I Photoshop Elements kan du hente flere detaljer frem, så lyset ikke fremstår helt så hårdt. Vælg Enhance, Adjust Lighting og Shadows/Highlights.... Flyt på de tre skydeknapper, til du er tilfreds med resultatet. Pas på ikke at overdrive, da det nemt kan se kunstigt ud.
2. Justér enkelte farver
Er middelhavet ikke blevet helt så blåt, som du huskede det, så kan du justere farven på plads i Photoshop Elements. Vælg Enhance, Adjust Color og Adjust Hue/Saturation....
>Læs også: 5 tips til bedre landskabsbilleder
Vælg den farve, du vil ændre, fx Greens, i stedet for Master i rullemenuen. Klik med pipetten på den farve, du vil ændre, i billedet. Med skydeknappen Hue kan du nu ændre farvenuancen. Klik på OK, når du er tilfreds.
3. Fjern andre turister
Det kan ødelægge en seværdighed, når andre turister er kommet med på billedet, men de er overraskende nemme at fjerne i Photoshop Elements.
Du vælger blot værktøjet Spot Healing Brush Tool. Sørg for, at du har valgt Proximity Match nederst. Tilpas penslen til det, du vil fjerne, med Size, og mal så på fx en person. Elements udfylder automatisk området og gør det faktisk rigtig godt.
4. Ret horisonten op i Photoshop Elements
Det er næsten umuligt at holde kameraet helt i vater, og fotograferer du ved vandet, afsløres det nådesløst, hvis horisonten er bare en smule skæv.
I Photoshop Elements retter du billedet op ved at vælge værktøjet Straighten Tool. Nederst markerer du Crop to Remove Background. Træk en streg langs horisontlinjen i billedet, så retter Elements automatisk op.
>Læs også: 3 kompositionsregler du skal kende
Bliv stærkere til Elements i Fordelszonen
Nu kan du hente sæson 2 af vores grundkursus i Photoshop Elements i Fordelszonen. I fem nye videoer lærer du blandt andet at lave meget præcise justeringer i udvalgte områder uden at påvirke resten, og du får tips til at tilføje skarphed og fjerne støj.
Pakken med videoer har en værdi af 249 kroner, men som abonnent på Digital FOTO er den en del af dit abonnement.
Du kan stadig se første sæson, hvor vi gennemgår opbygningen og de mest grundlæggende muligheder, der hjælper dig godt i gang med Photoshop Elements.