Et billede af en grædende pige ved grænsen til USA har skabt debat i USA omkring behandlingen af især børn og forældre, der blev anholdt ved grænsen mellem Mexico og USA.
Pletskuddet gjorde endda, at præsident Donald Trump ændrede politik på området.
Billedet, som er taget af amerikaneren John Moore, er netop blevet kåret som verdens bedste pressebillede i årets World Press Photo. Det vandt nemlig hovedprisen i konkurrencen i skarp konkurrence med fem andre imponerende fotos.
> Se de andre nominerede i 2019 konkurrencen her
I alt i konkurrencen er der indsendt godt 78.000 billeder fra i alt 4738 fotografer.
Svensk triumf i ny hovedkategori
I år var der en ny helt hovedpris med fokus på billedserier i konkurrencen, nemlig World Press Photo Story of the Year.
Her vandt Pieter Ten Hooper, der stammer fra både Holland og Sverige.
Han vandt med sin serie “The Migrant Caravan", som viser de mange tusinde sydamerikanske immigranter, der med rejser mod USA's grænse.

Mennesker løber mod en lastbil, som er stoppet op for at give dem et lift uden for Tapanatepec i Mexico den 30. oktober 2018. Nogle chauffører kræver betaling for at give et lift noget af vejen, men de fleste tilbyder et gratis lift for at vise deres støtte.
Nordmand vinder med boksebillede
World Press Photo har i alt 15 kategorier, som spænder over alt fra miljø og portrætter til sport.
Netop i en sportskategori har norske John T. Pedersen vundet en førsteplads. Han vandt i kategorien “enkeltstående sportsbillede".
Billedet hedder “Boxing in Katanga" og skildrer boksemiljøet i Uganda.
Aarhus-uddannet fotograf tager flot andenplads
Selv om der ingen danske vindere er med blandt 2019-vinderne i World Press Photo, er der alligevel en dansk kobling til de bedste billeder.
Den egyptiske fotojournalist Heba Khamis er igen i år blandt de bedste billeder i World Press Photo-konkurrencen. Hun har sikret sig en andenplads i portrætkategorien med sit foto “Black Birds".
Khamis er tidligere elev på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles internationale fotojournalistlinje.
I 2018 fik hun en førsteplads i “Contemporary Issues".
> Se Heba Khamis' vinderbilleder fra 2018 her
Vinderbillederne rejser verden rundt
Alle vinderbilleder i World Press Photo skal nu på tur rundt i hele verden. Turen starter i Amsterdam, hvor offentliggørelsen af vinderne også har fundet sted.
Udstillingen løber et år, hvor den besøger 100 byer fordelt på 45 lande. Efter Amsterdam går turen blandt andet til Rom og Hamburg, inden udstillingen kommer til Danmark den 27. september 2019.
Her vil vinderbilledernes kunne ses i Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København indtil den 18. oktober 2019.
> Se de billeder, der vandt i World Press Photo 2018 i galleriet her.