1. Storbyens kunstige lys
Den blå times begrænsede sollys passer perfekt til billeder i storbyen. Her kan byens neon, gadelamper og trafik føje ekstra elementer til billedet.
De store kontraster i lyset giver billedet et romantisk udtryk, hvor det sarte blå lys, og de fine gule nuancer fra byen spiller godt op i mod hinanden.
Byens arkitektoniske perler får også et andet udtryk, når lyset har sænket sig.
En god idé i byens lys er at bruge en lille blændeåbning. Med en blænde på fx F14 eller mindre kan du få en flot stjerneeffekt i gadelamperne.
Med så lille en blændeåbning er et stativ eller et andet fast underlag nødvendigt, så du også kan holde ISO-værdierne nede og dermed undgå korn.
> Læs også: 5 hurtige tips til at fotografere i den blå time
2. Vandets spejling
Hvis du kan finde et sted, hvor den blå himmel reflekteres i stillestående vand, så kan det give en flot effekt, der får det blå lys til at fremstå endnu tydeligere.
Ved søer, havet eller bare i en vandpyt kan det blå lys genspejles, og det giver noget ekstra til dit billede, i stedet for blot en blå himmel.
Sørg også for at inkludere noget af forgrunden eller baggrunden, da det skaber en mere interessant komposition. Hvis du inkluderer andre elementer end blot den blå himmel i dit billede, så skaber det også en forståelse af størrelsesforholdene i dit foto.
> Læs også: De bedste kameraindstillinger til solnedgange
3. Tåge
Hvis du udnytter tågen i dit motiv, vil det skabe en drømmende fornemmelse i dine billeder. Tågen komplimenterer det blå lys og gør, at det virker som om, at naturen enten sover eller er ved at gå til ro.
Chancerne for at kombinere den blå time med let tåge er bedst tidligt på morgenen om sommeren og efteråret, men du skal være klar til at slå til.
Når solen står op, tager vinden ofte til, og det betyder, at tågen kan lette på få sekunder.
> Læs også: 3 tricks til at fotografere i tågen