Snowboarder

Med de rigtige fokusindstillinger og en hurtig lukkertid kan du skyde actionfyldte billeder af vintersport.

© Shutterstock

Sådan får du actionfotos i sneen

Mange nye kameraer skyder let 20 billeder i sekundet. Kombineret med avancerede fokussystemer giver det de bedste forudsætninger for at få vellykkede actionskud. Her får du alle de gode tips, så du er klædt på til at skyde vinterens aktiviteter.

Der er ingen grund til at sidde inde og kede sig, mens sneen drysser ned udenfor. Der er nemlig masser af udfordrende aktiviteter at fotografere, lige fra ishockey, snerally og skiløb til kunstskøjteløb.

En fototur ud i vinterens sne kræver dog lidt ekstra omtanke, da udstyret bliver udsat for både kulde og fugt. Sørg derfor for, at batteriet er fuldt opladet, og tag gerne et ekstra med, da kulden nedsætter batteriets kapacitet. Læg det i bukselommen, så kropsvarmen holder temperaturen oppe. 

Hold dig fra at skifte objektiv, hvis sneen vælter ned, da du kan få snefnug på sensoren. Der er dog mange flere tips, som kan sikre dig perfekte billeder af vintersport. Dem kan du læse om her.

>Læs også: Alt, hvad du skal vide om actionkameraer

Kunstskøjteløb
© Shutterstock

Fang stemningen ved kunstskøjteløb

Lyset er ofte sparsomt, når man optager kunstskøjteløb i en skøjtehal. Derfor skal man presse sit udstyr til det yderste. Det betyder fuld blænde og høj ISO­-værdi. ISO 1600 er ikke unormalt her. Vælg blændepri­oriteret program, og styr lukkertiden ved at indstille på ISO­-værdien.

En hurtig lukker­tid under 1/500 sekund vil fryse bevægelser, men også fjerne slør i baggrunden. Det får man fra omkring 1/340 sekund og derover, men kom ikke over 1/250 sekund, da det el­lers bliver svært at få et skarpt foto af skøjte­løberen. Man skal hele tiden være klar til at skyde, da piruetter og andre tricks kommer pludseligt og i korte sekvenser. 

Ishockey

Ishockey er tempofyldt og stiller store krav til lukkertid og autofokus.

© Shutterstock

Skyd hæsblæsende hockey

Ishockey er særdeles tempofyldt og byder på masser af dramatik. Skyder du fra tilskuerpladserne har du brug for en tele, fx 200 mm. Vælg det manuelle program, og sæt ISO til Auto ISO. 

Læg ud med en lukkertid på 1/1000 sekund og en stor blændeåbning, fx F2.8 eller F4.0, og tjek, at iskockeyspillerne bliver skarpe, når du panorerer. Sænk lukkertiden, hvis du ønsker mere sløring i baggrunden, eller skru op, hvis motivet ikke er helt skarpt. Sæt autofokus til følgefokus og aktiver meget gerne tracking, hvis kameraet har den mulighed.

Der er normalt plasticruder om banen, som kan gøre optagelsen svær herfra. Det er optimalt at sætte optikken helt til ruden et sted, hvor der ikke er for mange ridser eller snavs. Buer ruderne meget, skal du desuden være opmærksom på reflekser og fortegning i billedet. En brændvidde på fx 24 mm eller 35 mm er optimalt, hvis spillerne er helt tæt på.

Skyder du med en lukkertid på 1/125 sekund tæt på, giver det en smule bevægelsessløring, der forstærker fornemmel­sen af action.   

>Læs også: Sådan tager du flotte indendørsbilleder i svagt lys

Snowboarder

Du kan tilføre ekstra dramatik til billedet ved at skyde nedefra.

© Shutterstock

Skiløbere i fart

Hvis du vil fange skiløbere, som hopper i høj fart, er det en god idé at stille sig parat med kameraets lysmåler indstillet til spotmåling. Start med en lukkertid på 1/1600 sekund for at fryse motivet, vælg kontinuerlig autofokus og serieoptagelser.

Skyd nogle billeder af et par skiløbere. Tjek billederne, og find den bedste eksponering. Vælg så det manuelle program og de indstillinger, der gav den bedste eksponering. På den måde undgår du at eksponeringen ændrer sig under optagelsen.

Skyd gerne med vidvinkel, så får du både forgrund og himmel med, hvilket forstærker dramatikken.

>Læs også vores e-bog om at tage bedre vinterbilleder

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...