© Shutterstock

Derfor skal du indstille din hvidbalance manuelt

En forkert hvidbalance kan ødelægge et godt billede og gøre en video svær at klippe. Læs her, hvorfor du skal stille den selv.

Mange fotografer bruger kun den automatiske hvidbalance i kameraet, når de fotograferer, men ofte kan det være en rigtig god idé at stille hvidbalancen selv. 

Heldigvis har de fleste nyere kameraer en gemt funktion, som hjælper dig med at få den helt rigtige hvidbalance hver gang. 

Funktionen kan aflæse det lys, der er til stede i dit billede og finde den bedste hvidbalance, og den er ofte langt mere præcis end kameraets automatiske hvidbalance. 

På Sony-kameraer hedder den fx custom setup, og du finder typisk funktionen under menupunktet med indstillinger for hvidbalancen. 

Alt, det kræver for at bruge den, er et hvidt stykke papir eller evt. et gråkort, som du holder foran det, du vil fotografere, og så kan kameraet nemmere analysere, hvad den helt rigtige hvidbalance er for dit billede. 

Der er mange fordele ved at indstille den rigtige hvidbalance manuelt, og vi har samlet det tre bedste grunde til at gøre det under billedet. 

kort i nøglering på træbord

Et gråkort fås bl.a. som en nøglering som her, så du altid kan have den klar til at få den rigtige hvidbalance i kameraet. 

© Shutterstock

1. Du får pænere farver

Den rigtige hvidbalance er afgørende for, at farverne i et billede ser naturlige ud, og det bliver særligt tydeligt for os som fotografer, når fx billederne fra en sommerdag ved stranden ser blå og kølige ud, fordi hvidbalancen er forkert.

Selv om alle nyere kameraer automatisk kan bestemme hvidbalancen, er der stadigvæk tidspunkter, hvor automatikken kan blive snydt og give et forkert resultat, og derfor er det smart selv at indstille sin hvidbalance, mens man fotograferer.

Skyder du udelukkende i jpg kan et billede med en forkert hvidbalance være en ærgerlig fejl, som kan være svær at fikse i billedbehandlingen. 

> Læs mere 5 gode grunde til at skyde i RAW

2. Du sparer tid i redigeringen

Det kan af og til tage rigtig lang tid at redigere sine billeder, når man kommer hjem fra fototuren, hvis hvidbalancen skifter fra billede til billede.

Prøver man at redigere flere billeder på samme tid, fx med Sync-funktionen i Lightroom, kan det være svært at få et ens udtryk i alle billederne.

Hvis du derimod har stillet hvidbalancen på forhånd, kan du ændre den senere, uden at udtrykket ændrer sig fra det ene billede til det næste.

tavle med farver på holdt i hænder

Farverne på kortet bruges til at sørge for, at farverne gengives korrekt. Kortet bruges ofte til videoproduktioner. 

© Shutterstock

3. Du får bedre video

Optager du video, er det særligt vigtigt, at du vælger en fast hvidbalance på forhånd, for når først videoen er lavet, er det nærmest umuligt at rette op på.

En skiftende hvidbalance er bl.a. et problem, når man klipper en lang video kortere, fordi de små skift, den automatiske hvidbalance laver, bliver meget tydeligere, når fx et varmt klip bliver efterfulgt af et koldt. 

> Læs mere Fire gratis programmer til billedbehandling

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...