Ikke mange fotografer ved det, men i flere legetøjsforretninger gemmer der sig en genial lyskilde til den kreative, der godt kan lide at eksperimentere med lysmaling.
Vi taler her om et fiberoptisk lys, som fås både som lamper og som stave, og det fungerer ved, at lys fra en pære sendes gennem lysledende kabler ud til enderne.
Det giver et helt særligt lys, der er yderst velegnet til at tage flotte lysmalingsbilleder med, som billedet øverst i artiklen viser.
Kom i gang med lysmaling
Lysmaling er ikke en svær genre, men man må være beredt på at eksperimentere lidt. Det er en del af det spændende ved at fotografere motiverne.
Der findes mange forskellige motivtyper, som kun bliver bedre af, at man tilføjer lysmaling.
Er landskabsbilleder mest din ting, kan du give dem et løft, når du maler med lyset igennem din scene, og i arkitekturgenren kan du 100 procent styre, hvor lyset falder på dit motiv.
Hvis du i stedet er vant til at skyde fx portrætter, kan du også give dem et stærkt, kreativt pift med lysmaling.
Med den fiberoptiske stav kan du nemlig tegne ansigtet på din models former og konturer op med de lysende tråde, som var det en pensel.
Det kan give imponerende resultater for meget få penge, og du kan endda lave det som et selvportræt, hvis du stiller kameraet til selvudløser på fx to sekunder.
> Læs også Fjernstyr dit kamera
Sådan indstiller du kameraet
Alle former for lysmaling kræver ofte meget lange lukkertider på 10, 15 eller 30 sekunder, og ofte endnu længere endnu.
Den vigtigste funktion til lysmaling er derfor Bulb, som giver dig mulighed for at forlænge lukkertiden til ud over 30 sekunder.
For at få det bedste portræt med lysmaling, skal du blot sætte kameraet på stativ og indstille det til selvudløser på to eller 10 sekunder.
Herefter kan du justere lukkertiden til 30 sekunder, mens blændeåbningen er så stor som muligt og ISO'en sat til AUTO.
Når du trykker på udløseren, kan du bruge de fiberoptiske lys som en pensel til at male lys på de steder af dit portræt, du synes, der skal være mest lys.
Lad ikke lyset hvile nogle steder, men hold det i konstant og rolig bevægelse, henover din model og de steder af baggrunden, du vil have lys på.
Hvis ISO'en bliver meget høj – over 800 – så kan du indstille den manuelt til fx 100 eller 200 og justere lukkertiden til mere end 30 sekunder vha. Bulb-funktionen.
> Læs mere Skab magiske billeder ved at male med lys