Mal med lys i fotografi

Med en lang lukkertid og en lyskilde som fx en lommelygte kan du skabe fascinerende lysmalerier. Læs her i artiklen, hvordan du bærer dig ad.

Skab magiske billeder ved at male med lys

Med en cykellygte, en stjernekaster eller lidt ståluld kan du udnytte den mørke tid og skabe fuldkommen fascinerende billeder, hvor du maler med lys. Vi viser dig hvordan.

I efterårs- og vintermånederne falder mørket hurtigt på og det tidsrum, du har til at fotografere i dagslys, er begrænset. 

Men de mørke stunder gemmer på en helt anden slags motiver, som kan trylles frem med lidt fantasi og få redskaber. 

Vintermørket er nemlig perfekt som baggrund, hvis du bruger forskellige lyskilder til at oplyse motiver eller ganske enkelt tegne og male med lyset. 

Teknikken hedder logisk nok lys-maling og kan give de mest fortryllende billeder. 

> Læs også: Derfor er lange eksponeringer sjovt og svært

Kom godt i gang med lysmaling

At male med lys kræver lang lukkertid og derfor også et kamerastativ. 

I vores tre forslag er ingen af billederne taget med eksponeringer længere end 30 sekunder – det er nemlig ofte kameraets grænse, når du bruger selvudløser. 

> Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

Mørket kan give autofokussen problemer med at fokusere, og derfor er det rart at have en assistent med til at lyse med en lygte, hvor motivet skal være. 

Du kan også lægge en lysende lampe på jorden, som du fjerner, når du har stillet skarpt. Skift derefter til manuel fokus. 

Projekterne herunder er alle lige til at gå til med almindeligt fotoudstyr. 

Fælles for dem er, at de er sjove og udfordrende – både kreativt og fototeknisk.

1. Mal med lomme- eller cykellygter
2. Mal med stjernekastere
3. Mal med piskeris og ståluld

1. Mal med lomme- eller cykellygter

Lommelygter lysmaling fotografi

En nem måde at male med lys på er at bruge cykellygter eller lommelygter i mørket. Skriv hele ord, eller tegn et mønster, fx et ansigt.

© Shutterstock

En lommelygte eller et par cykellygter er perfekte, hvis du vil skrive ord eller tegne mønstre i nattens mørke. 

Her sætter kun fantasien grænser. 

Er I flere personer, kan I lave mange motiver eller skrive flere bogstaver samtidigt.

Tryk på kameraets udløserknap, og skynd dig ind foran kameraet, hvor du har lagt fokus. Skriv så bogstaverne. 

Husk, at de er spejlvendte for dig, når du skriver. Læg en hånd over lampen, hvis bogstaverne ikke skal hænge sammen.

2. Mal med stjernekastere

Stjernekaster lysmaling fotografi

Brug en model eller en genstand som fx en cykel til at tegne et flot, gnistrende omrids med stjernekasterne. 

© Shutterstock

Stjernekastere er perfekte som lyskilder, da gnisterne er godt under kontrol og ikke så voldsomme. Det betyder nemlig, at du er i stand til at male motiver i optagelsen.

En almindelig stjernekaster brænder typisk i 30 sekunder, så det er den tid, du har til rådighed, når motivet skal males. 

Du kan dog supplere med flere stjernekastere eller vælge stjernekastere med en større længde. 

  • Indstil kameraet til manuelt program. 
  • Vælg en moderat vidvinkel på 35 mm
  • Indstil blænden til F9.0. 
  • Vælg ISO 400, og sæt lukkertiden til 30 sekunder. 

Vælg herefter kameraets selvudløser, og sæt selvudløserens forsinkelse til ti sekunder, så du kan nå hen til motivet. 

Brug autofokus til at fokusere på din model. Vælg derefter manuel fokus. 

> Læs også: Sådan fotograferer du med manuelt fokus


3. Mal med piskeris og ståluld

Ståluld piskeris lysmaling fotografi

At svinge et piskeris med ståluld i en hundesnor lyder ret skørt, men det kan give fuldkommen forrygende resultater. 

© Shutterstock

Et af de mest spektakulære motiver kan du lave med overraskende få og billige hjælpemidler. 

Du skal bare bruge et piskeris i stål, ståluld med en finhedsgrad på 0 eller finere, en lighter og en hundesnor på cirka én meter med hægte. 

Da der er tale om ild og gnister, skal du tage dine forholdsregler. Ifør dig en langærmet trøje, lange bukser, hue, handsker og briller eller beskyttelsesbriller. Hav også en pulverslukker eller noget vand i nærheden. 

Vælg et sted, som ikke kan antændes af de springende gnister, og tjek, at der ikke er mennesker eller dyr omkring dig. Det kan fx være ved stranden, på en asfalteret vej eller en græsplæne efter kraftig regn.

Tag en tot ståluld og træk det lidt fra hinanden. Pres det så ind i piskeriset uden at presse det for meget sammen. Sæt hundesnoren i piskerisets håndtag. Tryk på kameraets udløser, og stil dig i fokusområdet. 

Sæt ild til ståluden. Sving nu piskeriset i en cirkel i 30 sekunder. Begynd med langsomme cirkler for at få gang i ilden, skru så op for tempoet, så gnisterne for alvor springer. 

Tjek altid for gløder i området, når du er færdig.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...