Forstå det gyldne snit – og brug det i din fotografering

Du er formentlig stødt på det gyldne snit på et eller andet tidspunkt i dit liv – hvis ikke i din fotografering, så i dansk- eller billedkunsttimerne i folkeskolen. Men hvad er det gyldne snit egentlig for noget?

Det gyldne snit handler om at placere de vigtigste elementer i billedet på bestemte steder. Det er "linjer" i billedet, som ens øjne helt naturligt drages mod, når man kigger på et billede. Det sker på grund af vores øjnes placering, da de ikke hviler naturligt i midten af et billede, men derimod er forskudt til venstre og højre for midten.

Ved at placere ting i det gyldne snit forsøger man dermed at styre, hvad modtageren skal lægge særligt mærke til i billedet.

I denne artikel kan du blive meget klogere på det gyldne snit og finde ud af, hvordan du bedst muligt bruger det til at gøre dine billeder endnu bedre.

Det gyldne snit er en kompositionsregel, der er baseret på en gammel græsk teori om, at det menneskelige øje først får øje på nogle bestemte punkter i et billede, og at man derfor bør placere sit hovedmotiv i netop disse punkter.

Med det gyldne snit deles billedet op i ni felter ved hjælp af fire linjer. Hvis man så placerer de vigtigste dele af sit motiv dér, hvor linjerne krydser hinanden, vil den, der kigger på billedet, opleve kompositionen som harmonisk.

Hvis en horisontlinje ligger i det gyldne snit, eller hvis en person står i det gyldne snit, vil det virke, som om billedet er mere i balance, end hvis horisonten eller personen placeres fx lige midt i billedet.

Der findes matematiske formler til at udregne, hvordan man finder det gyldne snit, men det giver jo ikke så meget mening, når du står i marken og skal bruge reglen til at komponere dit billede.

Den bedste måde at lære at lave det gyldne snit er derfor at se på en masse billeder, der er komponeret efter denne regel, og på den måde vænne dig til at lægge mærke til netop de punkter i et billede.

Hvis du bruger Photoshop eller Lightroom, kan du også beskære billedet bagefter, så det kommer tættere på det gyldne snit. Når du bruger beskæringsværktøjet, kan du nemlig aktivere et gitter, så du let kan se skæringspunkterne.

Reglen om tredjedele er en forenklet version af det gyldne snit, som ofte bruges blandt fotografer, netop fordi den er lettere at anvende i praksis end det gyldne snit. Den opdeler også billedet i ni felter, men her er felterne lige store.

Mange nyere kameraer kan indstilles til at vise et gitter både i søgeren og på lcd-skærmen, der opdeler billedet efter tredjedelsreglen, så du let kan se, hvilket udsnit du skal vælge for at få den bedste effekt.

Tredjedelsreglen giver dog ikke et helt så naturligt balanceret resultat som det gyldne snit, da horisonten fx typisk vil ligge en anelse for højt oppe eller for langt nede i billedet, hvis den skal ligge langs én af de horisontale linjer.

Det gyldne snit består af 4 linjer, som ligger en anelse forskudt fra midten af billedet. For at være helt præcis så er det 3/8 inde på længden og bredden fra alle billedets kanter.

Da disse linjer helt naturligt vil krydse hinanden, snakker man også om fire snitpunkter, som er betegnelsen for de steder, hvor linjerne mødes. Det er ofte i disse snitpunkter, at man placerer de centrale personer, ting eller begivenheder i et billede, men i teorien kan man placere de vigtige ting på hele linjen og ikke kun i snitpunkterne.

Som du kan se på billederne her i artiklen, så kan det gyldne snit bruges til alt fra landskaber til portrætter.

I landskabsbilleder kan det fx være en gammel kirke, der er det vigtigste i motivet, og som skal have den bedste placering i ét af skæringspunkterne, mens det i portrætter typisk vil være øjnene.

Du behøver heller ikke altid følge opdelingen slavisk. Fx er det altid bedst, hvis elementerne rammer skæringspunkterne, men du vil også opnå en vis effekt ved at placere dem, så de bare rammer én af linjerne.

Billeder er næppe det første, man forbinder med matematik, men ikke desto mindre blev det gyldne snit faktisk "opfundet" af en matematiker. Det skyldes, at det gyldne snit er udregnet efter en svær matematisk formel, som dog kan findes ganske nemt, som beskrevet ovenfor.

Mange henviser til matematikeren Euklid der tilbage omkring år 300 før kristi fødsel beskrev det gyldne snit som den første. Derudover nævnes også renæssancemanden Leonardo Fibonacci, som i middelalderen opdagede en helt bestemt talrække, Fibonacci-tallene, og opdagede en sammenhæng mellem disse og det gyldne snit. Ligeledes forsøgte Leonardo Da Vinci også at påvise det guddommelige i det gyldne snit med sin Vitruvianske mand.

Det var dog først i 1834, at matematikeren Martin Ohm lavede den matematiske formel for det gyldne snit, som vi kender den i dag.

Det gyldne snit er et middel til at analysere et billedes komposition, og har derfor stor betydning, både når man skal komponere, og når man skal analysere et billede. Det gælder både malerier, portrætfotos, reklamer, videoer og lignende. Det er en måde at skabe fokus på det vigtigste i et billede, og det er med til at skabe en harmoni i billedet, som gør det rart for modtageren at se på.

Det kan i nogle tilfælde virke tilfældigt, hvad der er placeret i det gyldne snit, men det rummer som regel langt mere værdi og betydning, end man tror.