Så nemt får du stjernespor

Få overblik over de ideelle vejrforhold, motiver og metoder til at fotografere stjernespor på himlen.

Stjernespor i rotation omkring Nordstjernen

Her lærer du, hvordan du fotograferer stjernespor.

© Shutterstock

Ved at bruge en lang lukkertid eller skyde en serie af eksponeringer, kan du fotografere stjernernes rotation, der viser sig som lange, lysende streger på himlen – også kaldet stjernespor.

Her får du en guide til, hvornår, hvor og hvordan, du skal fotografere stjernespor.

Stjernespor over stenformationer

Med en lygte er stenformationerne blevet belyst, og det skaber interesse i forgrunden.

© Shutterstock

De bedste vejr til stjernespor

Når du skal fotografere stjernespor, skal himlen være skyfri.

Vælg en aften med mindst muligt månelys, og sørg for at være så langt fra byer og kunstigt lys som muligt.

Det gælder også, hvis du vil fotografere fjerne galakser, planeter og stjerner.

> Læs mere: Sådan fotograferer du stjerner

Motiv til stjernespor-foto

Led efter Polaris, også kaldet Nordstjernen. Brug evt. en app som Sky View Free, hvis du er i tvivl om retningen.

Hvis Nordstjernen er i motivet, vil stjernesporene forme sig i en cirkel omkring den. Ellers danner stjernesporene kun en halvcirkel.

Husk også at vælg et motiv med en interessant forgrund.

Mand vandrer i bjerge under stjernehimmel

Med stjernesporene i midten af billedet har fotografen skabt en linje fra personen i forgrunden til Polaris i midten af billedrammen.

© Shutterstock

Fototeknik til stjernespor-foto

Når du skal fotografere stjernespor, kan du enten lave én lang eksponering eller en serie af kortere eksponeringer, der sættes sammen i billedbehandlingen.

Det er bedst at lave en serie af korte eksponeringer, da du på den måde får mindre støj i billederne af stjernespor, end du gør med en lang lukkertid.

Brug altid stativ for at undgå kamerarystelser under den lange optagelse, og slå billedstabiliseringen i kamera og objektiv fra.

Stjernespor med én lang eksponering

Hvis du vil fotografere stjernespor med én lang eksponering, skal du bruge en lang eksponeringstid på fx 15 minutter.

Sæt blænden til F8 eller F11, og ISO på 100.

Stjernespor med en serie af eksponeringer

Start med en lukkertid på 15-30 sekunder per billede. Brug kameraets manuelle indstilling, og sæt blænden til F4.0 og ISO til 400-640. Justér ud fra, om himmel eller forgrund ser for lys eller for mørk ud.

Vælg lukkertidsindstillingen Bulb, og brug en ekstern udløser med timer. Indstil eksponeringstid, antal skud og tidsintervallet mellem skuddene – start med et interval på et sekund og prøv dig frem.

Antallet af optagelser, du skal bruge til dit billede af stjernespor, afhænger af flere faktorer, bl.a. af dit objektivs brændvidde. Hvis du sætter timeren til at køre i 3-4 timer, får du rigeligt med eksponeringer af stjernespor, du kan sammensætte.

Husk at slå autofokus fra, når du fotograferer stjernespor, så dit kamera ikke ændrer fokus i løbet af optagelsen. Tryk på udløserknappen for at starte optagelsen.

Når du er kommet hjem med dine optagelser, kan du samle dem til et billede af stjernespor i fx Photoshop. Her samler du 50-200 billeder i hver sit lag ved at klikke File, Scripts og Load Files into Stack.

Indstil Layer-mode til Lighten, så stjernerne skinner igennem.

Sidst men ikke mindst samler du lagene ved at klikke på Layer og Flatten Image.

God fornøjelse og del gerne dine bedste billeder af stjernespor med os i månedens fotokonkurrence.

> Læs mere: Deltag i månedens fotokonkurrence