Frø fotograferet med åben mund så det ligner den smiler
© Shutterstock

Tag sjove billeder af dyr

Der findes et hav af smukke billeder af dyr, som fx viser majestætiske løver på savannen eller frådende grizzly-bjørne på laksejagt, og så er der alle de gakkede og sjove dyrebilleder, som af og til er langt bedre.

Fotografér de sjove dyrs adfærd

Søde eller smukke billeder af dyr bliver hver eneste dag taget i hobetal, men sjove billeder af dyr har ofte meget længere levetid, fordi vi kan vende tilbage til dem og more os igen og igen. 

Humoren ligger ofte i overraskelsen, og det er derfor vigtigt, hvis du selv vil have et sjovt dyrebillede, at du kigger efter dyremotiver, som opfører sig stik mod, hvordan man forventer, det pågældende dyr burde. 

Sender en havørn fx en velplaceret fugleklat ned i hovedet på en anden ørn på grenen under den, kan det fx give en sjov reaktion og dermed nogle humoristiske billeder af sjove dyr. 

Fang dyrene når de ligner mennesker

Et andet godt eksempel på, hvornår dyrenes adfærd kan give sjove billeder af dyr, er når de efterligner menneskelig adfærd eller positurer. 

Se bare på bjørnen nedenfor, som ligner en ældre mand, der står og spejder ud over vandet, eller måske "venter" på sin tur i en kø. 

Fortolkningsmulighederne er mange, og resultaterne er både unikke og underholdende. 

>Læs også Hent inspiration fra 3 fotografer der fanger den vilde natur

Bjørn fotograferet med teleobjektiv står på to ben og kigger ud over vandet

Det sjove billede af bjørnen er fanget i præcis det rigtige øjeblik, hvor den udviser menneskelig adfærd ved at rejse sig på to ben og stikke poterne i siden.

© Shutterstock

Fang alle øjeblikkene med serieoptagelse

Sjove billeder af dyr opdages ofte først i det øjeblik, man er færdig med at fotografere dyret og kigger sine billeder igennem på kameraets skærm.

For at fange de bedste dyrebilleder, er det derfor vigtigt, at dit kamera er hurtigt nok og kan optage serier eller i burst, som det også kaldes på engelsk. 

Sjove dyrebilleder kræver ikke alverden af dit fotoudstyr, men vi vil dog alligevel anbefale dig, at du sikrer dig, at dit kamera kan optage en serie og gerne med over fem billeder i sekundet. 

De fleste nyere kameraer kan skyde meget hurtigere end det, og har du et kamera, der  har kostet mellem fem og 10.000 kroner fra nyt, er det ikke usandsynligt, at det kan skyde med 10 eller flere billeder i sekundet. 

På mange kameraer kan du dog kun opnå de højeste serieoptagelseshastigheder, hvis du aktiverer den elektroniske lukkerfunktion. På den måde er du sikret på at få billeder af søde dyr, som er sjove. 

>Læs mere Frys tiden med burst og få knivskarpe actionbilleder

Får rækker tunge til fotografen

Chancen for at få et sjovt dyrebillede, som det af fåret, der rækker tunge, er markant større, når man skyder med serieoptagelse slået til.  

© Shutterstock

Lav et opstillet billede med flash

Det er ikke altid, at man kan få dyrene ude i den virkelige verden til at opføre sig sjovt, når man er ude at fotografere, men heldigvis er der masser af sjove projekter at kaste sig over i hjemmestudiet. 

Prøv fx at invitere dit hund eller andet kæledyr ind under flashlamperne, og kast en godbid til den. 

Det kan give et flot og sjovt billede, når hunden kaster sig efter den flyvende genstand, eller hvis den blot har øjnene stift rettet på lokkemaden og venter på at få lov til at spise den som på billedet nedenfor. 

>Læs også Derfor skal du bruge off-camera flash

Sjovt dyrebillede af hund kigger på godbid der ligger på et bord

Med en flash kan man både lave flotte og sjove billeder af dyr, som er eksponeret helt korrekt. 

© Shutterstock

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...