Det er ikke altid, at du befinder dig på den perfekte lokation, når muligheden for at fotografere portrætbilleder opstår, men med kun få indstillinger, kan man sagtens få gode billeder alligevel.
Man kan nemlig for det meste gemme en kedelig baggrund væk eller skyde udenom den og dermed få bedre billeder.
Det giver vi dig her tre tips til.
- Brug et lysstærkt objektiv
Når lokationen er dårlig, kan du ofte skjule det, hvis du bruger store blændeåbninger på mellem F1.4 og F2.8.
Jo større blændeåbningen er, jo lavere bliver dybdeskarpheden, og når først baggrunden er sløret, kan du gemme forstyrrende elementer i din baggrund væk, som fx skilte, hegn og ledninger.
Brug gerne Blændeprioritetsprogrammet på dit kamera, som på Canon-kameraer fx hedder Av og på Sony-kameraer A.
Når du har indstillet kameraet til den størst mulige blændeåbning, vælger kameraet automatisk både ISO og lukkertid for dig, og det er smart, fordi lyset kan skifte, mens du fotograferer.
>Læs også Få styr på programhjulet i dit kamera
2. Brug flash i modlys
hvis du har en flash med i tasken - eller hvis dit kamera har en indbygget flash - kan du bruge den til at lave interessante billeder i modlys, som skjuler din lokation.
Brug gerne himlen som baggrund, så du undgår at vise de kedelige omgivelser, og udnyt, at solen giver kantlys til din model, mens flashen lyser vedkommende op.
Flashen kan også bruges på maksimal lysstyrke til at gøre din model lys, mens baggrunden bliver mørk.
Effekten er smart, men den kræver, at du adgang til meget små blændeåbninger eller et ND-filter.
3. Find den rigtige vinkel
Det er meget sjældent, at en lokation er så dårlig, at man ikke kan finde en eneste god vinkel på sin model.
Led gerne fx efter mure du kan skyde langs eller find noget at stå på, mens du fotograferer, så du kan bruge jorden som en ensartet eller mønstret baggrund.
>Læs også Begynderens guide til portrætter