Kameraets forskellige programmer kan let forvirre, og det er ikke altid nemt at forstå, hvornår det ene program er bedre end det andet.
Heldigvis hjælper vi dig her, så du ved i hvilke situationer, du skal bruge de forskellige programmer.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
De fuldautomatiske programmer
Et enkelt af programmerne på hjulet skiller sig ud – ofte med en grøn farve. Det er det fuldautomatiske program, Auto.
Her kan du blot trykke udløserknappen i bund, uden at du skal bekymre dig om valg af fx blænde og lukkertid.
Der findes også motivprogrammer, der er tilpasset forskellige forhold og motivertyper fx action (løbende mand) og makro (blomst). De er også fuldautomatiske.
Fælles for disse fuldautomatiske programmer er, at du ikke kan ændre kameraets indstillingsvalg.
Her kan du bruge Auto-programmet
Stort set alle fotografer starter med at tage billeder på Auto, men de fleste finder også hurtigt ud af, at ens kreative råderum er yderst begrænset med dette programvalg slået til.
Auto-programmet er derfor særligt egnet til helt grønne fotografer, der endnu ikke forstår at præge eksponeringen selv via blænde, lukkertid eller ISO.
Programmet kan også være det rigtige valg, hvis du som fotograf kun har et splitsekund til at fange dit motiv.
Programmet P
Programmet P er et halvautomatisk program, der er fint, hvis du ikke har behov for en specifik lukkertid eller blænde.
Kameraet registrerer dit valg af brændvidde – og de aktuelle lysforhold – og regner sig derefter frem til de bedste indstillinger.
Som udgangspunkt bruger kameraet den størst mulige blændeåbning.
I modsætning til Auto-indstillingen har du mulighed for at justere blænde, lukkertid og ISO samt bruge eksponeringskompensation.
Her kan du bruge programmet P
Hvis du starter med at fotografere med Auto-programmet, så er programmet P et godt springbræt, hvis du ønsker at lære mere.
Programmet P giver dig fx mulighed for at præge flashens styrke, eksponeringskompensationen, ISO og hvidbalancen – og det er næste skridt i udbyggelsen af din kameraforståelse.
Blændeprioritet
Med det halvautomatiske program Blændeprioritet, A eller Av, er det dig, som styrer blænden, mens kameraet vælger en lukkertid, der giver dig den bedste eksponering.
Det betyder, at du kan påvirke dybdeskarpheden.
Jo større blændeåbningen er, jo mindre er dybdeskarpheden. Blændeprioritet kan også bruges til at sikre den hurtigst mulige lukkertid ved at vælge største blænde, fx F3.5.
Her kan du bruge blændeprioritet
Blændeprioritet er det bedste programvalg i mange situationer, men programmet er især godt, når du skyder portrætter, og du gerne vil sløre baggrunden mest muligt.
Her skal du vælge en stor blændeåbning.
Til landskaber, hvor du ønsker stor dybdeskarphed, vil en blændeåbning på omkring F8.0 være bedst, da det er her de fleste objektiver tegner skarpest.
Lukkertidsprioritet
Når du vælger lukkertidsprioritet på programhjulet, styrer du selv lukkertiden, mens kameraet sørger for en passende blænde.
Når lukkertidsprioritet er slået til, kan du fx styre om et objekt skal fryses med en hurtig lukkertid, eller om objektet skal have bevægelsessløring.
Her kan du bruge lukkertidsprioritet
Lukkertidsprioritet er det helt rigtige valg, hvis du fotograferer action og sport.
Én af de helt store fordele er nemlig, at du er herre over, hvordan actionbilleder skal sløres for at få det rigtige udtryk af fart fx ved panorering.
Modsat kan du også fryse udspringere, skateboardere eller noget tredje med hurtige lukkertider.
Programmet M
Vælger du M på programhjulet, slår du al automatik fra, og du vælger selv, hvordan din eksponering skal være ved at vælge blænde, ISO og lukkertid.
På et spejlreflekskamera kan du bruge eksponeringsmarkørerne i søgeren til at holde øje med, om billedet bliver over- eller undereksponeret i forhold til kameraets valg.
På et systemkamera kan du i søgeren se, hvordan eksponeringen rent faktisk bliver.
Her kan du bruge programmet M
Programmet M er til den erfarne fotograf, eller fotografen der bare gerne vil have kontrol over alle de faktorer, der styrer eksponeringen.
Manuelt program vil ofte være det bedste valg, hvis du fotograferer fugle i flugt, da de halvautomatiske programmer blot vil give dig billeder af slørede silhuetter.
Med programmet M slået til kan du både styre lukkertiden, så fuglen fryses optimalt på billedet, men du kan også styre blænden, så skarpheden kommer til at ligge lige der, hvor du ønsker det.