Et portræt af en kvinde i modlys

 Når solen står lavt eller er gemt bag træer, får du en blødere belysning, hvilket er godt i forbindelse med portrætfotos, hvor du gerne vil have masser af farvetoner i portrætpersonens hud.

© Shutterstock

Begynderens guide til portrætter

Portrætfotografi er en klassiker blandt fotogenrerne og er en af dem, der er sværest at mestre helt. Her er en let guide til dig, der lige er begyndt at fotografere portrætter.

29. november 2022 af Christian Trant

Portrætfotografi er en fantastisk genre, hvis du er ny indenfor fotografi. 

Her er der mulighed for at eksperimentere og skabe fantastiske portrætter af fx venner og familie.

Nu får du svar på, hvordan du kommer i gang med at fotografere portrætter, hvilket objektiv der er bedst, og hvordan du får et interessant billede, hvor modellen virkelig får lov at stråle.

1. Vælg den rigtige blænde

Et portræt bliver ofte flottest, hvis du sørger for, at baggrunden og personen i billedet adskiller sig fra hinanden.

Det kan du gøre ved at gøre baggrunden sløret. Det får du, hvis du bruger en stor blændeåbning. Det vil sige en blændeværdi omkring F1.4 til F2.8.

2. Skyd i raw-format

Når du skyder portrætter, er der mange gode grunde til at fotografere i raw. Den vigtigste er, at du får mange flere nuancer frem i lyset og farverne i billedet, end hvis du kun skyder billeder i jpeg-format.

Du vælger raw-formatet i kameraets indstillingsmenu. Her kan du også vælge, at kameraet både skal lave en raw- og jpeg-fil på samme tid.

3. Vælg det rigtige objektiv

Til portrætter findes der nogle klassiske objektiver, som altid bliver nævnt blandt de bedste til genren.

En klar favorit er et lysstærkt 85 mm objektiv. Det er dog ikke den eneste optik, som kan bruges til flotte portrætter.

Generelt får du de bedste og mest naturlige portrætter med en brændvidde mellem 85-100 mm. De giver et flot perspektiv fra halvanden meters afstand til motivet, som er afstanden, vi naturligt holder mellem mennesker.

Et billede af et 85 mm objektiv.

Et 85 mm objektiv er altid et godt bud på den perfekte optik til portrætfotos.

© Shutterstock

4. Brug den rigtige lukkertid

Uanset hvad du fotograferer, er det vigtigt, at du vælger en lukkertid, der passer til dit objektiv.

En god regel er, at du skal vælge en lukkertid, der svarer til brændvidden. Skyder du fx portrætter med en 50 mm optik, skal du bruge en lukkertid på minimum 1/50 sekund og gerne hurtigere. Fotograferer du derimod med en 200 mm optik, skal du minimum bruge 1/200 sekund.

Til portrætter fotograferer du naturligvis levende motiver, der bevæger sig en smule hele tiden. Det er derfor en god ide at bruge en dobbelt så hurtig lukkertid, end hvad brændvidden normalt behøver. En lukkertid på 1/125 sekund er et god udgangspunkt.

5. Gør autofokus simpelt

Når du skyder portrætter, er der et sted i billedet, du skal have ekstra fokus. Øjnene skal nemlig være helt skarpe.

Du får nemmest helt skarpe portrætter, hvis du bruger de moderne kameraers øjefokus, hvor de registrerer øjet og stiller skarpt på det.

Har dit kamera ikke den funktion, bør du vælge et enkelt fokuspunkt. Placer punktet ved øjet, der er tættest på kameraet. Nu sikrer du dig, at dine portrætter har det bedste udgangspunkt.

Et portræt af en ældre mand i modlys

Et portræt behøver ikke være af ansigtet. Dette er et godt eksempel på, hvordan du kan skabe liv i et portræt ved at træffe nogle anderledes valg i kompositionen.

© Shutterstock

6. Redigeringen gør dine portrætter lækre

Når du har taget dine portrætbilleder, skal de have det sidste pift i redigeringen.

Det kan altid betale sig at forbedre hudtoner, give billedet mere kontrast og skarphed. Endelig er det også besværet værd, hvis du optimerer lyset i din models øjne, så de står helt skarpt.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...