Gule mælkebøtter i grønt græs med vej i baggrunden

Billedet har en meget lille dybdeskarphed, hvilket betyder, at fokusområdet kun er på få millimeter. Derfor bliver både forgrund og baggrund sløret. 

Forstå dybdeskarphed på 5 minutter

Dybdeskarphed er et begreb, der kan lyde forvirrende, især når det bliver kædet sammen med en lille blændeåbning. Vi giver en hurtig introduktion til teknikken.

27. februar 2018

Du har sikkert hørt om begrebet dybdeskarphed, eller depth of field. Men hvad betyder det helt nøjagtigt?

Dybdeskarphed dækker over det område i et billede, der står forholdsvist skarpt. I ethvert billede er der et bestemt område foran og bagved fokuseringspunktet, der er skarpt. Det kaldes også fokusfeltet. Jo større, fokusfeltet er, jo højere er dybdeskarpheden. 

Nogle billeder har et meget lille område, der står skarpt, hvilket vil sige, at dybdeskarpheden er lav. I tilfælde, hvor dybdeskarpheden er ekstremt lav, fx i makrofotografi, kan dybden på fokusfeltet være så lille som et par millimeter. 

I den modsatte ende er fx landskabsfotografi, hvor alt er i knivskarpt fokus, både ting, der befinder sig lige foran kameraet og ting, der er flere kilometer væk. Her er dybdeskarpheden ekstremt høj.

De tre faktorer, der påvirker dybdeskarpheden i dine billeder, er blændeåbningen, brændvidden og afstanden mellem dit motiv og kameraet. 

Stor blændeåbning, lille dybdeskarphed

Den nemmeste måde at styre dybdeskarpheden på er at justere blændeåbningen. Det kan du nemlig gøre på selve kameraet, og du behøver altså ikke skifte objektiv eller flytte hverken dig selv eller dit motiv.

Jo større blændeåbning, du vælger, jo mere lys bliver der lukket ind til kameraets sensor - og jo mindre dybdeskarphed får du. Det kan lyde lidt forvirrende, men en lettere regel er, at når blændeåbningen er stor, er blændetallet lavt.

Et lille blændetal vil derfor give en lav dybdeskarphed, mens et højt blændetal vil give en høj dybdeskarphed. Det betyder, at hvis du vil have en sløret baggrund, skal du vælge et lavt blændetal såsom F2.8. Hvis baggrunden skal stå helt skarpt, skal du vælge et højt blændetal såsom F11. 

Se hvordan dybdeskarpheden er styret af blændeåbningen her:

Læs mere om blændeåbning her.

Blændeprioritet til nybegynderen

Hvis du er nybegynder indenfor fotografi, eller bare er vant til at bruge de automatiske optageprogrammer, kan du sagtens fortsætte med det, samtidig med at du selv styrer dybdeskarpheden.

Ved at vælge programmet Blændeprioritet, som typisk vil hedde Av eller A på dit programhjul, kan du skrue op og ned for blændeåbningen, mens du fotograferer, og så vil dit kamera selv indstille lukkertiden, så dit billede bliver korrekt eksponeret. 

Bliv en bedre fotograf med Digital FOTO - Nordens største og bedste fotomagasin

Udover et lærerigt og inspirerende magasin tilbyder Digital FOTO sine læsere et stort onlineunivers med kurser, videoer, e-bøger og meget andet, så du med sikkerhed får det bedste ud af din hobby. Tegn abonnement her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...