Kamera på stativ foran landskab

Zebrastriberne kan slås til på flere kamera fra Sony og Panasonic Lumix. 

© Shutterstock

Smarte striber beskytter blå himmel og hudtoner

Zebrastriber er en uvurderlig hjælp til at lave flotte, korrekt belyste eksponeringer. Læs, hvordan du bruger værktøjet, og få flottere landskabsbilleder og portrætter.

17. november 2021 af Holger Svend Anderson

Det er aldrig sjovt at komme hjem fra solnedgangsturen og opdage, at himlen er hvid i stedet for rød, fordi man er kommet til at overeksponere. 

Heldigvis har en smart hjælpefunktion de seneste år fundet vej til flere systemkameraer fra professionelle videokameraer.

Funktionen kaldes zebrastriber på dansk, og på Sony-kameraer hedder værktøjet Zebra Pattern Function.

Det skal du bruge zebrastriber til

Zebrastriber viser, hvor de lyseste områder er i dit billede, og det hjælper dig med at få den rette eksponering.

Slår du striberne til, vil kameraet have flere forskellige værdier, du kan vælge.

Sætter du værdien til 100%, markerer striberne områder i dit billede, hvor lyset er 100% hvidt. Det kaldes også, at lyset brænder ud.

Det betyder, at du ikke kan dæmpe lyset i billedbehandlingen, da områderne altid vil være hvide, når først billedet er taget.

Brug derfor striberne til at sørge for, at det lyseste område af dit billede ikke brænder ud i dit landskabsbillede.

Alt, du skal gøre, er at justere på lukkertid, ISO og blænde til zebrastriberne forsvinder fra dit billede.

Gør du det, beskytter du højlysene i dit billede, og det giver detaljer i skyer og sart lys i fx en aftenhimmel.  

>Læs mere 5 tips der giver dig flotter solnedgangsbilleder 


Sol over strand

Med zebrastriberne kan du sikre dig, at din himmel ikke bliver helt hvid, men blå som på billedet her. 

© Shutterstock

Nogle ting må gerne brænde ud

Med zebrastriberne slået til vil du hurtigt lægge mærke til, at de kan dukke op i mange slags billeder.

Det er dog ikke i alle typer billeder, du behøver at justere på kameraet, når du ser striberne.

Tager du fx billeder af solen eller andre kraftige lyskilder, er det nemlig nødvendigt, at lysene fra dem brænder ud.

Prøver du at eksponere efter meget kraftige lys, vil resten af billedet nemlig blive for mørkt til, at detaljerne kan hentes frem i billedbehandlingen. 

Ung mand i byen smiler

Eksponerer du efter hudtoner gør det mindre, at baggrunden er brændt ud som på billedet.

© Shutterstock

Brug striberne til flotte eksponeringer af mennesker

Striberne kan også bruges til hurtigt og sikkert at få korrekte eksponeringer af mennesker.

Sæt funktionen til 70%, og indstil ISO, blænde og lukkertid til striberne næsten er synlige på dine modeller.

Er dine modeller fx solbrændte eller har mørk hud, kan du bruge 80% i stedet for.

Du vil bemærke, at lys fra sol og himmel brænder ud, men det gør ikke noget, så længe personerne i dine billeder er rigtigt eksponeret.

Hvis du ikke har adgang til striberne på dit kamera, kan du stadigvæk se de områder af dit billede, der brænder ud, når først du har taget billedet.

På Canon hedder funktionen Highlight Alert, og når du har slået den til fra menuen, vil de udbrændte lys i dit billede blinke sort, når du ser på dine billeder. 

>Læs mere De bedste gratisprogrammer til billedbehandling

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...