Kamera omgivet af mønter efter et salg af et stockfoto
© Shutterstock

Tjen penge på at sælge fotos til stock

Ved at sælge dine fotos til stocktjenester som Shutterstock, Fotolia og iStock, kan du tjene en god portion penge – hvis du er dygtig og heldig. Find ud af, hvordan du optimerer dine chancer her.

24. september 2023 af Nicolai Knudsen

I de sidste 15 år har stockfoto-firmaet Shutterstock sendt en halv milliard dollars ned i lommerne på fotografer, der har solgt deres fotos gennem deres hjemmeside.

Hvordan får du en bid af den kage?

Det kan du finde ud af lige her.

> Se også disse pudsige og mislykkedes stockfotos og 7 stockfotos der ikke giver mening.

kamera med en pengerulle som objektiv

Desværre er det ikke altid, at du bliver rig af at sælge stockfotos. Det kræver både tålmodighed, flid og lidt held. 

© Shutterstock

Sådan er reglerne for fotosalg til stock

Det første du skal gøre, er at læse op på reglerne, når du vil sælge dine billeder. Du kan nemlig komme galt afsted, hvis du ikke har styr på reglerne.

Du vil jo nødigt, at moster Henriette ender som reklametavle for voksenbleer eller andet, hun ikke vil associeres med.

For at undgå lige præcis det, kan du altid på diverse stockfotosites sætte flueben i, at billedet kun må bruges redaktionelt, altså Editorial. Nu må billedet ikke bruges til reklame.

Du skal også huske, at i Danmark og mange andre lande, må du gerne tage fotos af folk i det offentlige rum. Der kan dog være nogle begrænsninger.

Stockfototjenester kræver samtykke fra alle personer i et foto. Det gælder også, hvis du har fotograferet fx et kunstværk eller en letgenkendelig bygning som fx Eiffeltårnet.

Er der unge under 18 år på billederne, kræves der tilladelse fra forældrene – det gælder også, når det er dit eget barn. Du må heller ikke fotografere varemærker og firmanavne som Coca-Cola og Apple.

> Læs også: Disse regler skal du huske, når du skyder gadefotos.

Hvor meget tjener jeg på at sælge fotos til stock?

Stockfotos handler selvfølgelig mest af alt om, at du kommer til at tjene penge på dine billeder. Men hvor meget kan du egentlig tjene?

På den store fototjeneste Shutterstock, skal du indsende 10 billeder, hvor de syv skal godkendes. Derefter får du mellem 1,66 kr. og 19 kr. per downloadede billede afhængigt af din totale indtjening. Derudover er det muligt at få op til 800 kr. for et enkelt billede, hvis du er på en udvidet licens.

På iStock skal du sende tre fotos til godkendelse, som minimum skal være på 1,9 mio. pixels. Du kan forvente at få omkring 13 kr. og 15,84 kr. pr. billede, med mindre du sælger eksklusivt til iStock, hvor du så får op til 45% af slagsprisen.

Hos Adobe Stock gennem fotolia.com skal billederne fylde minimum 3,8 mio. pixels. Fortjenesten er mellem 1,33 kr. og cirka 22 kr per download.

> Læs også: De bedste gratis programmer til billedredigering.

Kvindelig fotograf er glad og står med penge i hånden
© Shutterstock

Hvilke billeder er gode stockfotos?

Hvis du vil optimere dine chancer for at sælge en masse stockfotos, er det en god ide, at du kigger på, hvad markedet for stockfotos vil have.

Generelt sælger motiver af glade personer godt som stockfotos. Du kan også vælge at sælge genre-fotos, hvor du udstiller ensomhed eller andet, medierne ofte mangler billeder af.

Derudover er actionsfotos, madfotos og arbejdssituationer klassikere, der bliver downloaded mange billeder af. Overvej at lege med perspektiverne i dine fotos og sørg for, at det ikke ser alt for opstillet og perfekt ud.

Til sidst bør du selvfølgelig undersøge, hvilke billeder der mangler lige for tiden. Det undersøger du fx ved at kigge på Shutterstock.com, hvor du kan se de mest populære søgninger. Du kan også undersøge, hvilke billeder de danske medier ofte bruger og hvilket tema.

Der vil fx ofte være efterspørgsel på fx billeder af politi og brandvæsen, som passer godt til nyhedshistorier.

Husk at skyde flere vinkler

Når du har fundet et godt motiv, så husk at skyde en masse forskellige vinkler af det samme motiv.

Det er ikke usandsynligt, at en køber falder over et af dine motiver og derefter undersøger, hvilke andre billeder du har taget.

Her er det rigtig godt, hvis de kan vælge en anden vinkel af det samme motiv – det kan være, det passer helt perfekt til køberen.

> Læs også: Her er de bedste indstillinger til portrætfoto.

Møde i åbent kontorlandskab

I følge mediet stockphotosecrets var denne type motiv det mest downloadede i 2018.

© Shutterstock

Det skal du undgå, når du sælger fotos til stock

Stockfoto-tjenesterne tager ikke et hvilket som helst billede ind. De har nogle ret strenge krav for, hvornår dine fotos lever op til de tekniske standarder.

Du skal derfor undgå billedstøj ved fx høj ISO eller støv på sensoren. Husk også, at dit motiv skal være knivskarpt i fokus – ellers bliver det kasseret.

Du skal også undgå dårlig kompositioner, underbelysning af billederne og kedelige matte farver.

Nu skulle du være godt klædt på til at sælge din fotos til stock.

> Læs også: 6 ting du ikke må gøre, når du redigerer portrætter.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...