Et farverum definerer de farver, der kan reproduceres i et billede. Men hvad skal du egentlig vælge? Adobe RGB eller sRGB?
Farverummet sRGB er det farvespektrum, der kan vises på en computerskærm eller med en projektor. sRGB er også det farverum, som kameraet er indstillet til at bruge som standard, når du skyder jpeg-billeder.
sRGB er derfor det bedste valg, hvis du skal billedbehandle dine jpeg-billeder på computeren.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Forskel på nuancer i sRGB og Adobe RGB
Farverummet Adobe RGB har en større farvepalette end sRGB – især i farveområderne cyan til grøn samt i orange toner.
Derfor ser Adobe RGB-fotos bedre ud end sRGB, når de printes, men de tager sig dårligere ud end sRGB, når de ses på en skærm.
Kun få skærme kan gengive Adobe RGB korrekt, så hvis dine billeder skal vises på en computer fx på en hjemmeside, skal du bruge sRGB.
Da Adobe RGB har et større farverum end sRGB, kan du konvertere Adobe RGB til sRGB – men ikke omvendt.
Raw gør valget af farverum nemmere
Fotograferer du i raw-format, er det farverummet ikke afgørende i optagelsen.
Det vælger du nemlig i raw-konverteringen i fx Camera Raw eller Lightroom. Her er det altså lige meget, hvad du indstiller kameraet til i menusystemet.
Med raw-formatet har du adgang til alle farverne. Da der ikke knyttet noget farverum til raw-formatet, skal du vælge det, når du konverterer dine raw-filer fx når du skal eksportere dine færdige billeder.
Det gør du ved at klikke nederst på et link i raw-konverteren i Elements og Photoshop. I Lightroom vælger du det ønskede farverum, når billedet skal eksporteres.
Det smarte ved at fotografere i raw og vælge farverum, når du eksporterer dine færdige billeder, er, at du altid kan vende tilbage og vælge et andet farverum.
Udvid farverummet yderligere med ProPhoto RGB
I både Photoshop og Lightroom kan du i øvrigt også vælge farverummet ProPhoto RGB, der indeholder endnu flere farvenuancer.
Det kan være en fordel, hvis du vil arbejde meget minutiøst med farverne i dine raw-filer, inden de skal printes. ProPhoto kan ikke vælges i kameraet.