© Shutterstock.com

Få svaret: Skal du bruge CMYK eller RGB?

Kameraet og computeren bruger farvesystemet RGB, men din printer bruger CMYK. Det kan virke forvirrende, og her får du forklaringen på, hvorfor du kun skal koncentrere dig om ét af farvesystemerne.

Det har givet anledning til hovedbrud blandt fotografer, at kameraet bruger ét farvesystem, mens printeren bruger et andet.

Der er dog ingen grund til at miste modet. I dag klarer din printer nemlig arbejdet mellem de to farvesystemer for dig, så du kun behøver trykke på print.

Hvad er CMYK?

CMYK står for Cyan, Magenta, Yellow og Key. Key er sort. I farvesystemet får du hvid, når printeren ikke printer nogen farver, og papiret derfor stadig er hvidt.

Du får sort, når alle farver printes i lige stor styrke. Det bliver dog ikke helt sort, derfor er Key, altså sort, tilføjet farvesystemet. CMYK-farverne kaldes for subtraktive farver, da de trækker andre farver ud, når de blandes.

CMYK farvesystemet er brugt i printere, da farverne som udgangspunkt skal ses på hvidt papir. Printeren lægger farve på, der absorberer nogle farver i lyset, sådan at øjet får den rette oplevelse af farven på papiret.

Da et kamera bruger RGB, skal det digitale billede konverteres fra RGB til CMYK, inden det kan printes. Det sker normalt i printerens egen driver via icc-profiler, der tager højde for både printerens og papirets egenskaber. Du behøver derfor ikke koncentrere dig om konverteringen.

> Læs også: Sådan får du flottere farver i Lightroom.

Illustration af RGB og CMYK

Blandes to af farverne fra hvert farvesystem, bliver det til én af grundfarverne i det andet farvesystem. Blandes alle farver i systemerne, får man henholdsvis hvid og næsten sort.

© Shutterstock

Hvad er RGB?

RGB står for Rød, Grøn og Blå. De kaldes også de additive farver, da de bidrager til andre farver. Blandes alle tre farver med lige stor styrke, bliver resultatet hvid.

RGB er perfekt til skærme, da udgangspunktet på en skærm er sort. Blandes alle tre farver i lige stor styrke, ser du en hvid skærm. Det skyldes, at en skærm udsender lys og ikke absorberer lys.

Blander du rød, grøn og blå på et stykke papir, vil du naturligvis få sort farve.

> Læs også: Så store print kan du lave.

Hvorfor bruger printeren CMYK og ikke RGB?

Eftersom en blanding af farverne rød, grøn og blå på papir giver sort, kan det undre, at farverne ikke bruges i en printer.

Der er dog en god forklaring på, hvorfor langt de fleste printere bruger farvesystemet CMYK.

RGB er mørkere farver end CMYK. RGB skaber derfor udfordringer, når et billede skal printes. Det vil nemlig være svært at få lyse farver i printet.

Det lysere farvesystem CMYK klarer derimod lyse nuancer bedre. Når farverne skal være mørke eller helt sort, kan printeren iblande den sort farve, som er K'et i CMYK.

> Læs også: 5 ting du skal vide, før du køber en ny fotoprinter.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...