Sådan finder du den bedste fotoprinter

Hvilken printer er den bedste til billeder? Det fortæller vi dig her, hvor vi har samlet vores test af de bedste printere og fortæller hvad du skal holde øje med, når du køber fotoprinter

Fotoprinter

Multiprintere, der både kan scanne og printe, kan ofte fås til under 1000 kroner.

© Shutterstock

Er du på jagt efter en laserprinter, eller er du mere interesseret i en blækprinter? Og hvilket papir ønsker du at printe på?

Du ved det måske ikke helt, men her får du fem tips, der hjælper dig med at vælge rigtigt, når du skal købe en ny fotoprinter:

Test af fotoprintere

Her er vores test af de bedste fotoprintere.

Den kan godt klare fotoprints, men gør sig bedst til dokumenter.

HPs printer er bedste til kontoropgaver.

© HP.

HP Smart Tank 5107

Smart Tank 5107 er især til dokumenter, men klarer selvfølgelig også fotos, der får en fin detaljegrad og jævne overgange i forløb. Farvegengivelsen er lidt til den varme side, men generelt fin, og gråtoner klares flot. Mange af fotoudskrifterne bliver dog matte at se på, da de mørke toner ikke bliver helt dybe, og det kniber med detaljerne i de mørke områder.

Karakter: 8,3

Læs hele testen her

Skarpheden er fremragende i denne fotoprinter, som dog ikke har helt samme præcision i farvegengivelsen.

Høj skarphed, men lidt for mættede farver.

© Canon.

Canon ImagePROGRAF PRO-300

Udskrifterne fra Canon er knivskarpe og meget detaljerede, men farverne er som så ofte før fra denne producent ganske kraftfulde og varme. I nogle billeder er det fint, men vi fandt, at fx sarte blå overflader i vand samt hudtoner blev for rødlige.

Karakter: 8,9

Læs hele testen her

Man får flotte nuancer med denne fine fotoprinter.

Den overbeviser på printkvalitet.

© Epson.

Epson EcoTank ET-8500

Printkvaliteten er høj. Der er masser af detaljer og gode nuancer. Som standard er Epsons print til den lyse og kontrastrige side. Det er fint til mange motiver, men til portrætter foretrak vi at slå de automatiske farveforbedringer fra, hvilket gav bedre hudtoner.

Karakter: 8,9

Læs hele testen her

Masser af kontrast og meget fine detaljer i Canons fotoprinter.

Den leverer imponerende billedkvalitet til dine fotoprints

© Canon.

Canon PIXMA PRO-200

Billedkvaliteten er imponerende flot. Farverne er naturlige og klare, og der er masser af kontrast og meget fine detaljer – også når man printer på det lidt mere matte og lækre Photo Paper Pro Luster-papir. Også sort-hvide print ser fantastiske ud og er uden farvestik. Udover en sort patron har fotoprinteren da også to patroner med forskellige nuancer af grå.

Karakter: 9,1

Læs hele testen her

Den bedste fotoprinter vi har testet.

Den er dyr men alle pengene værd.

© Epson.

Bedst i test:

Epson SureColor SC-P900

Der skal ikke kunne sættes en eneste finger på en printer i denne prisklasse, og det er heller ikke rigtig lykkedes os. Så er du typen, der går mere op i kvalitet end i pris, behøver du ikke at lede længere. Dit livs bedste fotoprinter er landet.

Karakter: 9,2

Læs hele testen her

Overvej dit forbrug på fotoprinteren

Når du kigger på ny fotoprinter, er det første skridt at klarlægge, hvor stort dit printerbehov er.

Det er nemlig næsten lige så ærgerligt at købe en fotoprinter med én funktion for meget, som det er at købe en med en funktion for lidt.

Vurdér derfor, om du har brug for en avanceret professionel fotoprinter, eller om du kan ”nøjes” med en multiprinter.

Prisen varierer fra under 1000 kroner for en fin multiprinter, mens prisen for en professionel fotoprinter starter ved 3000 kroner. Så der er mange penge at spare.

HP Envy Pro 6420 er et godt bud på en multiprinter, som passer til hobbyfotografen, der gerne vil printe billeder ind i mellem.

En fotoprinter til hobbyfotografen.

HP Envy Pro 6420 gør det er simpelt at skanne og udskrive til og fra både computer og mobil via appen. Fotoprinteren er dog mere til hobbyfotografen end til den dedikerede fotoentusiast, der ønsker print i allerbedste kvalitet.

© HP

Få styr på pixels i din fotoprinter

Stort set alle printere kan printe fotos i en acceptabel kvalitet.

Det er dog vigtigt at huske, at opløsningen skal være i orden, så billedet ikke bliver pixeleret.

På printere måler man opløsningen i DPI eller dots per inch (prikker per tomme), præcis som du kender det fra pixels på et kamera.

Printer du i A4-størrelse, bør billedet ikke være under 2480 x 3508 pixels (altså i alt 8,7 mio. pixels), hvilket svarer til en printopløsning omkring 300 dpi.

Læs mere om printeres opløsning her.

Blækprinter eller laserprinter?

Som udgangspunkt fås printere i to udgaver, nemlig blækprintere og laserprintere.

Til print af billeder skal du dog gå langt udenom laserprinterne, da de ikke kan printe på fotopapir.

Er du derimod ved at udgive en novellesamling, og skal bruge en masse sort-hvid udskrifter i en fart, kan en laserprinter være smart, da den både er hurtig til at printe, og er billigere i forbrug, når det gælder print uden farver.

Vær også opmærksom på antallet af farver i blækprinteren. Jo flere farver, jo bedre detaljegengivelse får du i dine billeder, men prisen er som regel også derefter.

Spørg altid efter at se et testprint, inden du køber.

Canon PIXMA G650 er en god fotoprinter i mellemklassen. Den passer godt til entusiasten, der gerne vil printe mange billeder, da blækpatronerne er relativt billige i forhold til andre mærker.

Det er nemt at fylde blæk på Canons fotoprinter.

Canon PIXMA G650 er en brugervenlig fotoprinter, og det er særdeles nemt at fylde blæk på printeren. Flaskernes udformning gør, at man ikke kan hælde forkert farve på.

© Canon

Det rigtige fotopapir til din fotoprinter

At en printer er billig i indkøbspris, er ikke ensbetydende med, at du samlet set får billige billeder.

Prismæssigt er der nemlig flere ting at tage højde for.

Det er især blæk og papir, du skal investere i. Og her er valgmulighederne tæt på uendelige.

Det mest almindelige format, og det du sikkert kender fra dengang, du afleverede en film til fremkaldelse hos fotohandleren, er størrelsen 10 x 15 cm. Her skal du regne med, at hvert billede koster cirka 1 krone i fotopapir alene.

Vælger du at printe A4, kan du sagtens finde fotopapir til under 2 kroner stykket.

Papiret fås desuden i et utal af kvaliteter. Det billigste er som regel blankt og tyndt, men hvis du betaler lidt mere, kan du få papir i bedre kvalitet.

Det er en god idé at tjekke med forhandleren, om printeren kan printe på kvalitetspapir.

Læs alt om fotoprintere

Printerblæk til din fotoprinter

Lad det være sagt med det samme: markedet for printerblæk er som det vilde vesten.

Der findes nemlig både originale blækpatroner og kopiprodukter, som selvsagt kan fås en del billigere. Nogle forsøger endda med selv at genopfylde deres patroner.

Vi anbefaler, at du køber producenternes originale blæk – så er du sikker på at få patroner, der passer og blæk af høj kvalitet.

Hvis du budgetterer med, at en patron til cirka 250 sider koster 100 kroner, går du ikke helt galt i byen.

Du skal være opmærksom på, at du især på de billige printere skal printe jævnligt, hvis du vil opretholde en god kvalitet. Ellers skal du kalkulere med at skifte printerpatronerne ud undervejs.

Epson SureColor SC-P900 er en printer i absolut topklasse, og den passer godt til fotografen, der printer meget, og som ønsker den bedste kvalitet.

Denne fotoprinter slår alle andre vi har testet.

Alle bekymringer om udgifter fordufter, når de utroligt flotte print kommer ud af det blanksorte flagskib. Aldrig har vi set så fremragende fotos fra en skrivebordsprinter.

© Epson

Hvad skal du så vælge?

Her på Digital FOTO tester vi hele tiden nye printere, og vi sammenligner de forskellige udskrifter nøje.

I Fordelszonen kan du læse alle vores anmeldelser af de nye fotoprintere.

Vi udskriver altid et væld af billeder for at finde ud af, hvad printernes styrker og svagheder er.

Derudover giver vi printerne karakterer, så du har det bedste grundlag for at vælge den rigtige fotoprinter til dine behov, og så sammenholder vi altid prisen på printeren med prisen på udskrift, så du ved, hvad du skal budgettere med.