Fugle på gren med snemand

Med lidt snilde og planlægning, kan du tage kreative fuglebilleder i løbet af julen.

© Shutterstock

Juleudfordring: Skyd julens fugle

Det er blevet tid til at åbne den fjerde låge i Digital FOTOs adventskalender, hvor vi hver søndag giver dig en fotoudfordring, som vi synes, du skal kaste dig ud i henover julen. Udfordringen på den fjerde søndag i advent er at få pletskud af julens fugle.

17. december 2021 af Poul Siersbæk

Vinteren giver dig gode muligheder for at fange de fugle, som overvintrer her i Norden, med dit kamera. 

Nogle fugle søger mod byerne, mens andre holder sig til deres vante områder. Så både i weekenderne og i juleferien er der gode muligheder for at få nogle gode fuglebilleder med hjem. 

Mejser

Med lidt foder i haven, kan din have hurtigt blive et tilholdssted for vinterens fugle.

© Shutterstock

Fugleliv på foderbrættet

Du kan med fordel placere fuglefoder forskellige steder i haven. Det kan være på foderbrættet eller ophængt i træer, så du kan få forskellige billedtyper og vinkler.

Sørg for, at du har frit udsyn til disse steder. Det kan fx være fra dit vindue eller et skjul i haven. Vær forberedt på travlhed ved foderbrættet, for mange fugle har travlt med at finde føde. Du vil fx kunne opleve besøg af blåmejse, rødhals, gulspurv, grønirsk eller gråspurv.

Brug gerne et teleobjektiv, så du kommer tæt på fuglene uden at forstyrre dem. Beskyt dit udstyr mod regn og slud ved at putte kamera og objektiv ind i en plastikpose. Sæt kameraet på stativ, og vent på, at fuglene sætter sig. Hold dig i ro, og se, hvordan fuglene typisk placerer sig. Så er det bare at skyde løs. Vælg gerne kontinuerlig autofokus og serieoptagelse. 

Lav dit personlige julekort

Med lidt held kan du også fange lidt drama, da fugle godt kan kæmpe om maden. Det giver nogle spændende, actionfyldte billeder, selv om de bare er skudt i haven.

Er du meget kreativ, kan du lave særlige billeder med jule- eller vinterstemning ved at pynte brættet med juleting eller lave snemænd i minatureformat. Så er julekortet måske hjemme.

>Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

Mejse

Har du ikke et foderbræt, så hæng lidt mad i nogle snore i træerne. Det giver nogle flotte profilbilleder.

© Shutterstock

Find fuglene i skoven

Når julemaden skal arbejdes væk, kan du med fordel bevæge dig ud i naturen og holde øje med fuglelivet på marker og engområder samt i træer og buske. Skoven er også et godt sted, for nogle fugle foretrækker livet her, uanset hvordan vejret er. Det gælder fx ugler.

Her har du brug for en kraftig tele. Har dit kamera fugleøjefokus, så aktivér den endelig. Nogle gange kan et sådan kamera registrere fugle, før du selv får øje på dem. Du kan også nå langt ved at vælge et enkelt fokuspunkt, hvis de sidder stille. 

Bevæg dig roligt frem, når du fx går i skoven. Mange småfugle vil du kunne finde ved søer og våger. Hvis du er opmærksom, kan du måske også få en ugle i søgeren, når de sidder på vagt i træerne. Du kan tage en dag, hvor du bare går på opdagelse, så du ved, hvor fuglene opholder sig, og så vende tilbage dagen efter. Ugler er fx meget territoriale og holder sig i det samme område. 

>Læs også: Sådan fotograferer du fugle i flugt

Ugle

Ugler kan være svære at få øje på, så en lang brændvidde på fx 500 mm er absolut en fordel. Tag eventuelt også en kikkert med på turen.

© Shutterstock

Så er det din tur!

Vi håber, du nu føler dig inspireret til at gå ud og tage flotte billeder af julens fugle. Husk, at dine billeder ikke behøver ligne dem i artiklen her.

Vi håber selvfølgelig, du vil dele dine billeder med os. Det kan både gøres ved at tagge os på Instagram (skriv @diginordic i beskrivelsen) og selvfølgelig ved at sende billederne ind til vores fotokonkurrence.

Rigtig god fornøjelse!

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...