Hvis du vil helt tæt på små dyr og blomster, har du normalt brug for et makroobjektiv.
Der findes dog en smart og billigere vej til flotte makrobilleder. Du kan nemlig sætte en såkaldt mellemring mellem dit objektiv og kameraet og komme helt tæt på motivet.
En mellemring er ganske enkelt et rør uden glas, som øger afstanden fra objektivets bagerste linse til kameraets sensor.
Det giver en større forstørrelsesgrad, ligesom du kender det fra makroobjektiver.
Mellemringe fås ofte i sæt med forskellige længder, som man kan kombinere for at opnå den forstørrelses-grad, man gerne vil have.
De mål, der står på mellemringene angiver afstanden, som objektivet flyttes fra kamerahuset, når mellemringene er monteret.
Vi guider dig til at bruge mellemringene optimalt i disse fem hurtige tips.
1. Brug mellemringe med de rigtige objektiver
2. Nem fokusering med mellemringe
3. Bevæg dig i forhold til motivet
4. Brug flere mellemringe på én gang
5. Køb mellemringe i sæt
1. Brug mellemringe med de rigtige objektiver
Mellemringe fungerer bedst med objektiver, der har et brændviddeområde mellem 40 mm og 100 mm.
Med vidvinkelobjektiver flyttes nærgrænsen nemlig ind i objektivet, når du bruger mellemringe, mens effekten på teleobjektiver bliver væsentligt mindre.
> Læs også: Her er alt, du skal vide om makrofotografi
2. Nem fokusering med mellemringe
Nogle mellemringe har ikke elektronisk overførsel af informationer, og autofokus bliver derfor deaktiveret, ligesom du skal stille blænden på objektivets blændering eller må køre med største blænde.
Ofte er det de billigste mellemringe, der ikke har elektronisk kontakt til kameraet, så her kan du ikke bruge autofokus.
I stedet skal du vælge manuelt program og fokusere manuelt.
Hvis dit kamera har focus peaking, så slå det til. Det er en smart funktion, hvor områder som ligger i fokus bliver oplyst. Det gør det meget nemmere at se, om fokus ligger rigtigt.
3. Bevæg dig i forhold til motivet
Med mellemringen monteret kan du eventuelt stille fokus manuelt til nærgrænsen.
Bevæg dig i stedet frem og tilbage i forhold til motivet for at fokusere.
Live view kan også hjælpe dig til perfekt fokus, når du bruger mellemringe. På skærmen kan du zoome ind på motivet for at tjekke, om skarpheden ligger rigtigt.
> Læs også: 5 fordele ved at bruge live view, når du fotograferer

Mellemringe kan typisk købes i sæt med tre til en god pris.
© Shutterstock4. Brug flere mellemringe på én gang
Det er muligt at stable flere mellemringe for at opnå en endnu større forstørrelse.
Her skruer du ganske enkelt mellemringene sammen, og monterer dem på samme måde mellem kamera og objektiv.
Med flere mellemringe betyder den ekstra afstand fra frontlinse til sensor, at det kan gå ud over mængden af lys, der kommer igennem.
I så fald er du nødt til at hæve ISO, vælge en større blænde eller bruge en længere lukkertid.
> Læs også: Sådan bruger du ISO-indstillingerne
5. Køb mellemringe i sæt
Mellemringe kan med fordel købes i sæt med tre mellemringe i forskellige størrelser.
Så kan du nemt variere størrelses-graden efter dine behov.
Et sæt mellemringe fra fx Kenko kan fås for omkring 1300 kroner. Altså langt under halvdelen af et makroobjektiv.
Redaktionen anbefaler: Objektiver til mobiltelefonen
Du får meget mere ud af dit mobilkamera, hvis du sætter eksterne objektiver på.
Så kan du bla. få fiskeøjeeffekt, ekstra vidvinkel og mulighed for at gå helt på tæt blomster og dyr med makro.
Altså udvider du pludselig det kamera, du altid har ved hånden, til at kunne håndtere næsten alle typer af motiver.
Og så bliver det bare lidt sjovere at fotografere med mobilen.
Lige nu kan du få et 3-i-1-objektivkit til din mobiltelefon med to numre af Digital FOTO for kun 49 kroner. Se tilbuddet her.

Med de tre objektiver til telefonen bliver det lidt sjovere at fotografere med din smartphone.
© Digital FOTO