Forårsmånederne er en fantastisk tid at gå på fotojagt i, og et af de mest magiske tegn på forårets komme er morgenduggen, der får alle blomster og planter til at glitre som diamanter i solen.
Du behøver dog ikke vente på morgendug for at fotografere dugdråber. Du kan også bare gå ud lige efter et regnskyl, eller selv påføre dråber på de planter, du vil fotografere, ved at sprøjte vand på dem med en forstøver.
Her får du en enkel og overskuelig guide til at tage de flotteste billeder af dråber.
Brug makroobjektiv eller mellemringe
En vanddråbe er et meget lille motiv, og for at få den til at fylde så meget i billedet, at man rent faktisk kan se den, skal du bruge et makroobjektiv, der gengiver motivet i mindst 2:1 og gerne 1:1 størrelsesforhold.
Brændvidden er ikke helt så vigtig, som hvis du fx skulle fotografere insekter, hvor det er godt at kunne stå lidt på afstand, men 100 mm er et godt udgangspunkt til dette motiv.
Har du ikke et makroobjektiv, kan du overveje at investere i et sæt mellemringe. Med en mellemring mellem objektiv og kamera kan du fokusere tættere på end normalt, og det koster mindre end et makroobjektiv.
> Læs også: Mellemringe – den billige vej til makro
Sæt kameraet på stativ
Når du tager billeder med et makroobjektiv, bliver dybdeskarpheden automatisk ekstremt lav, også selvom du vælger en lille blændeåbning.
Det betyder, at den mindste bevægelse vil skubbe fokus så meget, at dråben ikke længere vil stå skarpt. Derfor er det vigtigt, at du sætter kameraet på stativ, så du kan holde det fuldstændig i ro.
> Få overblik over de forskellige typer kamerastativer i Fordelszonen
Vælg en blændeåbning på F5.6-8.0
Vi ved godt, at du vil have en blød baggrundssløring. Og det skal du nok også få, selvom du vælger en blændeåbning, der er lidt mindre end det, dit objektiv kan gå ned på.
Som sagt, så bliver dybdeskarpheden nemlig ekstremt lav, når du sætter et makroobjektiv på kameraet, og hvis du vælger fx F2.8, bliver fokusområdet så lille, at der er tale om ganske få milimeter.
Slå manuel fokus til
Det kan være rigtig svært for kameraets autofokus at ramme helt rigtigt, og ofte vil du bare få billeder, hvor bladet under dråben er knivskarpt, hvis du lader det være op til autofokus.
Slå i stedet manuel fokus til, aktivér live view og zoom ind på kameraets skærm for at kunne stille fokus helt præcist på dråben.
> Læs også: Alt, hvad du skal vide om makrofotografi