Det kan være en god idé at udfordre dig selv som fotograf – det gør dig både dygtigere og tvinger dig til at tænke i nye, kreative baner.
Men det er ikke altid helt lige til at motivere sig selv.
Derfor giver vi dig denne uge en udfordring, som vi håber, du vil tage op. Du får 3 nemme tips til at få gode billeder, og vi håber, du vil dele dine resultater med os - på instagram, hvor du kan tagge diginordic, og i vores store fotokonkurrence.
Måske er det dit pletskud af makromotiver fra køkkenet, der bliver trykt i bladet eller kommer på Digital FOTO's instagram?

Opdag de små detaljer i din hverdag med makrofotografi.
© ShutterstockUgens udfordring: Makro i køkkenet
Makrofotografi kan ofte være krævende i forhold til udstyr, men det er mindst lige så svært at få de spændende motiver til at stå stille, mens du fotograferer dem.
I denne uges udfordring udelukker vi de urolige motiver såsom sommerfugle og tager en tur i køkkenet, hvor vi åbner op for den forunderlige verden, der findes derude, når du kommer helt tæt på.
Det er en god måde at blive endnu bedre til makro - og en sjov udfordring, hvis vejret ikke er med dig.
1. Tøm skufferne
Tøm køleskabet og skufferne for madvarer, der har en interessant overflade. Det kan være en fersken, citron eller fx en valnød.
Brug glaspladen på komfuret som underlag, da den reflekterer lyset. Det giver dig mulighed for at få mere lys og sjove muligheder for at spejle motivet.
Har du ikke et makroobjektiv, kan du bruge et almindeligt zoomobjektiv, som følger med de fleste kameraer.
Vælg den største blændeåbning og zoom helt ind. Du skal forsøge at komme så tæt på, som din fokusafstand tillader det. Efterfølgende kan du beskære dit billede, så du kommer endnu tættere på.
> Læs mere om, hvordan du skyder makrofotografi her.

Makrofotografi afslører ofte en verden, du ikke kan se med det blotte øje.
© Shutterstock2. Vend objektivet om og find det abstrakte
Makro handler om at komme helt tæt på. Det kan ofte være frustrerende, hvis du ikke føler, du kommer tæt nok på.
Har du ikke det rette udstyr, men stadig kun accepterer et knivskarpt billede, kan du altid vende dit objektiv om. Det lyder en smule mærkeligt, men det kan sagtens lade sig gøre.
Du skal skrue dit objektiv af, og derefter komme det helt tæt på din fatning i kameraet. Det er vigtigt, at du holder det helt lige på.
Nu har du lavet en forstørringseffekt, som lader dig komme tættere på. Du bestemmer fokus ved at rykke kamera og objektiv tættere på eller længere fra motivet. Lad fokusringen være, når du laver det trick.
> Læs mere om, hvordan du kan fotografere med et omvendt objektiv her.

Find de abstrakte billeder gennem makro fra køkkenet.
© Shutterstock3. Find mønstrene
Hvis du sætter dit kamera på stativ, og ladet det hænge lige over dit motiv, kan du få nogle interessante mønstre. Alternativt kan du opstille dit motiv, så overfalden er parallelt med dit objektiv.
Det er ikke helt forkert, hvis du forestiller dig, at dit kamera netop er blevet en drone, der hænger højt i luften. Derfor får du også ofte billeder, der minder om et dronefoto.
Når du fotograferer makro er det derudover en god ide, at du har en ekstern lyskilde, som giver et jævnt lys på dit motiv.
> Læs også: Sådan får du mest ud af dit makroobjektiv.

Så er det din tur!
Du er nu godt klædt på til at gå ud og tage makrobilleder i køkkenet, så det er bare om at tømme køkkenet for spændende motiver og gå i gang. Husk, at dine billeder ikke behøver ligne dem i artiklen her.
Vi håber, du vil dele dine billeder med os. Det kan både gøres ved at tagge os på Instagram (skriv @diginordic i beskrivelsen) og selvfølgelig ved at sende billederne ind til vores fotokonkurrence.
Rigtig god fornøjelse!