Lige nu har du en helt unik chance, som meget sjældent byder sig i Danmark.
Den seneste tid med isnende kulde har betydet andet end frosne fingre – vi har nemlig også kunne nyde ganske unikke arktiske fænomener i landskabet.
Det drejer sig om både de fotogene bisole og den magiske sørøg. Begge dele er noget, vi normalt primært ser i Arktis, men lige nu har vi altså helt enestående vejrforhold, som du kan udnytte til din fordel.
Hverken bisole eller sørøg kræver den helt store udstyrspakke eller avanceret teknik, så smid endelig kameraet i tasken, og gør den kolde tur til eller fra arbejde lidt sjovere.
Her kan du blive klogere på, hvorfor de flotte fænomener opstår, hvornår du kan spotte dem, og hvordan du fotograferer dem.
Indholdsoversigt
Hvad er en bisol?
Bisole kaldes også solhunde. Du ser dem typisk som en lys og nogle gange farverig plet på himlen ca. 20 grader til venstre eller højre for solen.
De opstår, når sollys reflekteres fra og brydes af små iskrystaller i særlige skyer og ses ofte i arktiske egne. Men den nuværende isende kulde har – heldigvis – skabt ideelle betingelser for bisole længere syd på, så du som fotograf kan nyde godt af det flotte syn.
Hvad er sørøg?
Det er ikke kun oppe på himlen, der sker ting og sager. Et andet sjældent fænomen, du kan støde på lige nu, er sørøg – eller havgus, om man vil. Langs Danmarks kyster har man på det seneste kunnet opleve havet dampe.
Når det bliver rigtig koldt, kan du være heldig at opleve, at vandoverfladen på havet eller i en sø ser ud, som om det koger. Det opstår, når kold og oftest også tør luft strømmer ud over et varmere hav- eller søområde.
Det varme vand fordamper i den koldere luft og danner røgsøjler, der kan blive op til en meter høje. Det ser derfor ud som om, at vandet ryger.
Forskellen i temperatur mellem luft og vand skal være relativ stor. En tommelfingerregel er, at vandet skal være mindst ni grader varmere end luften, før sørøg dannes, så hold øje med vejrudsigten, før du sætter kursen mod kysten for et pletskud.
> Læs også:Fang vinterens skygger
Sådan fotograferer du bisole og sørøg
Bisole er mest synlige tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen, når solen står lavt på himlen. Vælg en åben plads med en klar udsigt, så du undgår forstyrrelser og har optimal synlighed. Hvis muligt, så komponér gerne med en forgrund, der kan give blikfang i billedet.
Når det gælder sørøg eller havgus, kan det være fristende at zoome helt ind på vandoverfladen for at fylde billedet ud med røg, men du får et mere interessant resultat, hvis du inkluderer genkendelige elementer.
For begge gælder motiver gælder:
- Vælg en lukkertid omkring 1/500 sekund for at undgå overeksponering, når du har solen i billedfeltet.
- Brug en lille blændeåbning som F11 for større dybdeskarphed og detaljer i iskrystallerne.
- Du kan med fordel skyde på stativ for at undgå rystelser.
- Har du et pol-filter i tasken, kan du bruge dette til at reducere genskær og øge kontrasten.
Læs også: Vinter: Det skal du fotografere nu
Husk at justere dine kameraindstillinger baseret på lysforholdene, og vær tålmodig. At fange bisole og sørg kræver ofte ventetid, men det kan resultere i enestående fotografier af disse arktiske vidundere.