Vinterlandskab med lav sol
© Shutterstock

Vinterudfordring: Fang vinterens skygger

Vinteren er over os. Vi udfordrer dig til at bruge de lange skygger til at tage spektakulære landskabsbilleder uanset, om der er sne eller ej.

5. februar 2020 af Jeppe Vestergaard Jensen

Som entusiastisk fotograf er det altid rart med nye udfordringer. De gør dig både dygtigere og tvinger dig til at gøre tingene en smule anderledes, end du måske plejer.

Derfor giver vi dig denne udfordring, som vi håber, du vil tage op: Udnyt de lange skygger om vinteren til at tage anderledes landskabsbilleder. 

Vi håber, du vil dele dine resultater med os - på Instagram, hvor du kan tagge diginordic, og i vores store fotokonkurrence.

Måske er det dit pletskud af dette vintermotiver, der bliver trykt i bladet eller kommer på Digital FOTO's instagram?

Den lave sol skaber masser af drama

Om vinteren står solen lavt. Det giver mulighed for spændende landskabsbilleder, uanset om de er dækket af sne eller ej.

Brug timerne ved solopgang og nedgang, hvor solen kaster lange skygger over landskaberne. Det vil med garanti skabe drama i dine billeder.

Nedenfor ser du, hvordan du får de bedste billeder i kassen. 

En skygge af et træ lav sol vinter

Den lave sol om vinteren giver masser af muligheder for at skyde anderledes landskabsbilleder.

1. Vælg det rigtige program

Brug blændeprioritet til dine landskabsbilleder. Indstil din blænde til dit objektivs skarpeste. Det er typisk mellem F8.0 og F16. Herefter vil dit kamera selv styre ISO og lukkertid.

Sæt dit kamera på stativ, da lukkertiden kan blive så lang, at du umuligt kan holde kameraet stille nok uden.

> Læs vores nye e-bog i Fordelszonen: Den ultimative guide til landskabsbilleder.

2. Brug en lang lukkertid

Du kan gøre dine kontrastfyldte landskabsbilleder endnu mere interessante, hvis du bruger en lang lukkertid.

Skyder du i de tidlige morgentimer, kan du sagtens bruge en forholdsvis lang lukkertid, som fx slører skyerne en smule. Vil du gerne bruge en endnu længere lukkertid, skal du bruge et neutralt gråfilter – også kaldet et ND-filter.

Filtrene defineres typisk efter, hvor mange blændetrin de dæmper lyset med. Det kaldes stop, og der findes filtre med op til ti stop.

> Læs også: Alt du skal vide om lang lukkertid.

3. Komponér efter kontrasten

lange skygger i et landskab
© Shutterstock


Ved at lade skygger og kontrast bestemme din komposition i billedet, får du anderledes motiver.

Lad derfor skyggerne være dit hovedmotiv i billedet. De kan skabe flotte linjer, som leder dit blik ind i billedet. I billedet herover er et ellers kedeligt motiv blevet spændende og meget dramatisk på grund af skyggerne fra træerne.

Læs også: Alt du skal vide om kompositioner.

Så er det din tur!

Du er nu godt klædt på til at gå ud og skyde flotte vintermotiver. Husk, at dine billeder ikke behøver ligne dem i artiklen her.

Vi håber, du vil dele dine billeder med os. Det kan både gøres ved at tagge os på Instagram (skriv @diginordic i beskrivelsen) og selvfølgelig ved at sende billederne ind til vores fotokonkurrence.

Rigtig god fornøjelse!

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...