Jernbane fotograferet med lang eksponering

Lange eksponeringer kan give flotte lysspor, hvis du finder et sted, hvor vejen snor sig, fx en jernbane eller en landevej i et bakket landskab.

© Shutterstock

Her er alt du skal vide om lange eksponeringer

Som fotografer er vi vant til at stræbe efter den hurtigst mulige lukkertid – men hvis du lader lukkeren stå åben i bare et par sekunder, kan du få utrolige billeder, der er ulig noget, dine egne øjne kan se. Her er alt det, du skal vide om at lave lange eksponeringer.

16. december 2019 af Sarah Marie Winther

Hvad er lange eksponeringer?

Du er måske faldet over udtrykket "long exposures" på nettet, og det kan fint oversættes til lange eksponeringer. Men hvad er det egentlig? 

Eksponeringen er den tid, der bliver optaget lys på kameraets sensor, og den bestemmes af lukkertiden. En kort eller hurtig lukkertid giver logisk nok en kort eksponering, mens en lang eller langsom lukkertid giver en lang eksponering. 

Men hvad vil det så sige, at en lukkertid er lang? En tommelfingerregel er, at når det ikke længere er muligt at håndholde kameraet uden at få rystelser i billedet, så er der tale om en lang lukkertid.

Typisk er det dog lukkertider på mindst et par sekunder og nogle gange helt op til 30 minutter, der bliver brugt til at lave lange eksponeringer. 

> Læs også: Sådan fungerer eksponeringen

Lang eksponering af klipper i vand

Hvis du vil bevare bevægelserne i vandet, skal du typisk bruge en lukkertid, der er kortere end et sekund. Hvis du vil have, at ­vandet skal ligne tåge, der smyger sig om sine omgivelser, skal du ­typisk bruge en lukkertid på mindst et minut og gerne mere.

© Shutterstock

Hvad bruger man lange eksponeringer til?

Lange eksponeringer bruges ofte i landskabsbilleder med vand. Det kan enten være ved at vise bevægelsen i et vandfald eller forvandle havet til en let tåge, der smyger sig om klipperne ved kysten.

Du kan også bruge lange eksponeringer til at skabe et roligt og tidløst udtryk i dine feriebilleder. Med en lukkertid på 1-2 minutter vil de fleste forbipasserende blive til slørede skygger, og skyerne på himlen vil blive visket helt ud og give en flot effekt.

Det er dog kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan du kan bruge lange eksponeringer. Du kan også bruge teknikken til at lave flotte panoreringer af cyklister, racerbiler eller andre ting i bevægelse.

> Læs også: 5 tips til perfekte panoreringer i actionfotos

Eller du kan lave kreative, sanselige portrætter, hvor personen drejer hovedet til siden eller danser, mens lukkeren står åben. Du kan også bruge den lange eksponering til at male med lys.

> Læs også: Sådan tager du magiske billeder ved at male med lys

Drømmer du om at tage billeder af Mælkevejen, er det også en lang eksponering, du skal ud i. Den skal dog helst ikke være alt for lang, for så ender du med udtværede stjerner. I Fordelszonen kan du se en guide til lukkertider, når du skyder astrofotos.

Lang eksponering af spejling

En lang eksponering kan også bruges til at skabe en mere harmonisk spejling af et motiv. Jo mere uroligt vandet er, jo længere lukkertid kræver det for at udglatte overfladen. 

© Shutterstock

Hvilket udstyr skal man bruge til lange eksponeringer?

1. Kamerastativ

Langt de fleste motiver med lange eksponeringer kræver et solidt stativ. Lige her kan aluminium være en fordel, da det kan gøre stativet tungere og mere stabilt. Gå efter en model med en krog i bunden af midtersøjlen, som du kan hænge din foto­taske på for ekstra stabilitet.

Start altid med at folde de øverste og tykkeste sektioner ud, og gør ikke stativet højere, end du har brug for. Jo lavere og mere spredte benene er, jo bedre. Skub stativets fødder godt ned i underlaget, før du går i gang.

> Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

2. Filter

Et neutralt gråfilter – også kaldet et ND-filter – er nødvendigt, hvis du vil bruge lange lukkertider i dagslys eller meget lange lukkertider om aftenen. Filtrene defineres typisk efter, hvor mange blændetrin de dæmper lyset med. Det kaldes stop, og der findes filtre med op til ti stop.

> Læs også: 4 filtre enhver fotograf bør kende

3. Fjernudløser

Med lange lukkertider vil enhver rystelse blive meget tydelig, så indstil kameraet til selvudløser, så det kan falde til ro, inden billedet ­bliver taget. Du kan også bruge en fjernudløser.

Der findes mange forskellige slags fjernudløsere, men det er bedst at gå efter én, hvor udløseren kan ­låses, så du slipper for at skulle holde en knap nede. 

Hvis du skal fotografere ved vandet eller i fugtigt vejr, er en trådløs udløser det bedste, for så skal dækslerne i dit kamera ikke stå åbne.

> Læs også: Derfor skal du bruge selvudløser i dit kamera

Lang eksponering af stjernehimmel

Med en lang lukkertid kommer der nok lys ind på sensoren til, at stjerner og andre himmellegemer bliver tydelige på himlen. I modsætning til de fleste andre motiver skal du her blænde så meget op, som du kan. 

© Shutterstock

Hvilke indstillinger skal man bruge til lange eksponeringer?

1. Raw

Lange lukkertider genererer mere støj end korte, og derfor bør du skyde i raw, da en del af støjen kan fjernes i raw-konverteringen. 

Nogle ND-filtre – især de billigere af slagsen – giver desuden farvestik, og det er væsentligt nemmere at fjerne i en raw-fil end i et færdigt jpeg-billede.

> Læs også: 5 gode grunde til at skyde i raw

2. Optageprogram

Vi anbefaler ofte det halvautomatiske program Av, men denne gang skal du gå helt manuelt. Vælg en blænde på mellem F8 og F16. Undlad at blænde helt ned for at få en længere lukkertid, da det vil give en forringelse af skarpheden på grund af ­fænomenet diffraktion.

> Læs også: 4 grunde til ikke at bruge auto-programmet

3. ISO 

Sæt ISO på 100. Nogle kameraer kan gå helt ned til ISO 85 eller 50, men modsat hvad man skulle tro, giver disse værdier ikke en bedre billedkvalitet – tværtimod. 

Det, der sker, er nemlig, at kameraet tager et overeksponeret billede med ISO 100 og sænker lysstyrken for at ­simulere ISO 50. Dermed bliver det dynamiske omfang forringet.

> Læs også: Sådan bruger du ISO-indstillingerne

4. Bulb

De fleste kameraer har en maksimal lukkertid på 30 sekunder. For at få en længere lukkertid kan du bruge den tilstand, der hedder Bulb. Når den er valgt, står lukkeren åben, så længe du holder udløserknappen nede. 

Hvis du vil have en lukkertid på flere minutter, skal du selvfølgelig ikke holde fingeren på knappen, så her kan du bruge en fjernudløser.

> Læs også: Sådan bruger du Bulb i dit kamera

Lang eksponering af cyklist

Cyklister kan give forrygende billeder uden brug af hverken stativ eller filtre. Vi anbefaler en lukkertid på 1/20-1/30 sekund, hvilket giver god mulighed for en sløret baggrund og et skarpt hovedmotiv. 

© Shutterstock

Hvordan kommer man i gang med at lave lange eksponeringer?

Start med at montere kameraet på stativ, find din komposition, og læg fokus. Sæt derefter ND-filteret på, og indstil eksponeringen. 

I dagslys vil du typisk have brug for et kraftigt ND-filter på fx ti stop, mens du ved solnedgang som regel kun vil have brug for et med et par stop. 

> Læs også: Få flottere billeder af solnedgangen

Når du skal finde den korrekte eksponering, kan du med tjekke, hvilke indstillinger kameraet foreslår i blændeprioriteret program. 

Vælg en blænde på mellem F8.0 og F11, og lad kameraet finde den rette eksponering. Skift derefter til manuelt program, og tag et prøveskud, så du kan se, hvordan eksponeringen bliver.

Og så er det bare at gå i gang! Hvis du mangler inspiration, kan du jo kaste dig over en af vores tidligere udfordringer, der går ud på at fotografere lysstriber i natten.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...