Lysstriber i byen

Med en lang eksponeringstid kan du få bilernes lygter til at trække striber igennem billedet.

© Shutterstock

Ugens udfordring: Lysstriber i natten

Ved at skyde med lange lukketider om natten, kan du få bilernes lygter til at trække farverige spor igennem dine billeder. Se, hvordan du selv kommer i gang med at fange lysstriberne.

Det kan være en god idé at udfordre dig selv som fotograf – det gør dig både dygtigere og tvinger dig til at tænke i nye, kreative baner.

Men det er ikke altid helt lige til at motivere sig selv.

Derfor giver vi dig denne uge en udfordring, som vi håber, du vil tage op. Du får 3 nemme tips til at få gode billeder, og vi håber, du vil dele dine resultater med os - på instagram, hvor du kan tagge diginordic, og i vores store fotokonkurrence.

Måske er det dit kunstneriske nattefoto, der bliver trykt i bladet eller kommer på Digital FOTO's instagram?

Ugens udfordring: Lysstriber i natten

Når mørket falder på, kan du med de rigtige kameraindstillinger få billygternes lys til at trække striber igennem billedet. Effekten er fantastisk flot i både bybilleder og i åbne landskaber. Det kan være biler, busser eller tog, så længe objekterne har lyskilder, som kan trække spor i mørket.

Som udgangspunkt skal du være klar over, hvilken køreretning bilerne har, så du er sikker på at striberne fra lygterne trækkes den rigtige ved i billedet. 

Stå ikke midt på vejen eller på togskinnerne, når du optager, men find et sikkert sted, hvor du kan optage i fred og ro.

> Læs også: Sådan fanger du himmelfænomener uden lysforurening

Trafik på motorvej

Ved at stå på en motorvejsbro kan du i sikker afstand få striber fra både for-og baglygter på bilerne.

© Shutterstock

Lyssporene kan du optage fra tidlig aften eller når solen er gået helt ned. Begge situationer giver dig flotte billeder med forskellige farvenuancer. For at få de tydeligeste lysstriber er det dog en fordel at vente til omkring 30 minutter efter solnedgang, hvor mørket bliver mere massivt.

Det er vigtigt at eksperimentere med de lange lukkertider for at få lysstriberne, som du ønsker dem samtidig med at eksponeringen sidder lige, hvor den skal.

Du kan med fordel på forhånd tænke over mulige lokationer til optagelserne, så du er velforberedt på, hvad der venter dig i aftenmørket.

> Læs også: Lange eksponeringer: Derfor er det sjovt - og svært

1. Husk stativet

Da du skal skyde på ganske lange lukkertider for at få bevægelse i billedet, er et stativ nødvendigt til dine optagelser. 

For at sikre, at dine optagelser ikke bliver rystede, er det en fordel med en fjernudløser, der kan reagere lynhurtigt. Brug alternativt selvudløseren, men det giver dig noget forsinkelse.

> Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ 

2. Tag fuld kontrol over kameraet

Sæt kameraet til manuelt program. 

For at undgå billedstøj, så sæt ISO til den lavest mulige indstilling, fx ISO 100. Det sikrer dig samtidig at du kan få de længst mulige lukkertider. 

Desuden minimere det chancen for at højlys fra fx billygter i at brænde ud.

> Her er alt du skal vide om ISO

3. Tilpas stribernes længde

Vælg en blænde i mellemområdet, fx F8.0, for at få en pæn dybdeskarphed. Skal dybdeskarpheden være mindre, vælger du en større blændeåbning, fx F4.0, mens du med F16 kan øge dybdeskarpheden.

Afhængig af lysforholdene kan du med fordel starte med at sætte lukkertiden til omkring 15 sekunder. 

Tag nogle prøveskud, og tjek, om lysstriberne bliver lange nok. Er de for korte, skal du øge lukkertiden. Skyd så igen.

> Læs også: Skab magiske billeder ved at male med lys

Tog i natten

Du kan også få flotte lysstriber i mørket, hvis du står på en togstation og fanger de forbikørende tog.

© Shutterstock

Så er det din tur!

Du er nu godt klædt på til at gå ud og tage effektfulde billeder i mørket, så det er bare om at svinge kameraet over skulderen og gå i gang. Husk, at dine billeder ikke behøver ligne dem i artiklen her.

Vi håber, du vil dele dine billeder med os. Det kan både gøres ved at tagge os på Instagram (skriv @diginordic i beskrivelsen) og selvfølgelig ved at sende billederne ind til vores fotokonkurrence.

Rigtig god fornøjelse!

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...