Cityscape

Lange lukkertider kan resultere i billedstøj. 

© Shutterstock

Smart funktion kan sikre flotte aftenbilleder

Skyder du aftenbillede med en lang lukkertid kan du opleve generende billedstøj, selv om ISO-værdien er lav. En særlig funktion kan afhjælpe problemet.

Selvom mange kameraer efterhånden håndterer støj selv ved ganske høj ISO ret godt, er der stadig nogle udfordringer ved selv lave ISO-værdier, når du skyder med lange lukkertider. De lange lukkertider betyder nemlig, at sensoren bliver varm, hvilket er med til at udvikle støj – og det er også her, såkaldt døde pixels vil blive synlige.

Den nemmeste løsning er at aktivere en særlig støjreduktion i kameraet, der bruges ved eksponeringer, som er længere end et sekund. Funktionen må ikke forveksles med en funktion, der kan fjerne støj ved høj ISO.

Den smarte funktion, der reducerer støj ved lange lukkertider, er især smart, når du skyder jpeg. Skyder du raw-billeder, kan funktionen også hjælpe, men ofte kan du opnå et finere resultat i billedbehandlingen.

>Læs også: Sådan bruger du ISO-indstillingerne

Nordlys

Når kameraet skyder ved lange lukkertider, opvarmes sensoren, hvilket både afslører døde pixels og øger støjen.

© Shutterstock

Kræver dobbelt så lang tid

Med funktionen støjreduktion ved lang lukkertid, tager kameraet to billeder efter hinanden – et af motivet og dernæst et sort billede.

Kameraet analyserer det sorte billede til at finde støjen, som efterfølgende fjernes. Begge eksponeringer tager lige lang tid. Tager du et foto på 30 sekunder, må du altså vente yderligere 30 sekunder på, at kameraet tager det næste og gør det færdige billede klar.

Det større tidsforbrug kan være en hæmsko, hvis du har et kort tidsrum at skyde i. Det kan fx være, når et himmellegeme er et præcist sted, eller hvis skyformationer kommer i vejen.

Sådan slår du funktionen til

Gå ind i kameraets menu ved at trykke på knappen MENU. I kameraindstillingerne finder du punktet om støjreduktion. Aktivér støjreduktionen, der håndterer lange lukkertider. Hos Nikon hedder det fx STØJREDUK. VED LANGTIDSEKSP.. Bekræft dit valg.

Du er nu klar til at skyde. Slå funktionen fra, når du er færdig med dine optagelser. Tjek, om resultatet med dit kamera er tilfredsstillende. Er det ikke godt, så klar opgaven i billedbehandlingen i stedet.

>Læs også: Tag flotte billeder af Månen


Det krævende og det nemme alternativ

Du kan vælge selv at tage det sorte billede og klare opgaven i Photoshop, hvilket er tidskrævende med brug af særlige blandingstilstande.

Et godt alternativ er at bruge et program som Topaz DeNoise AI i stedet. Det koster 566 kroner og er virkelig effektivt.

Læs også: Så godt klarer Topaz DeNoise AI sig

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...