Med et nyt kamera med udskifteligt objektiv kan du få langt flottere billeder end med en mobiltelefon eller et lille kompaktkamera.
Og med et system- eller spejlreflekskamera kan du udbygge med masser af objektiver og tilbehør. Men hvad skal du starte med? Her er de fire stykker tilbehør, vi ville vælge som det første.
>Læs også: Skal jeg vælge systemkamera eller spejlreflekskamera?
1. Et hurtigt hukommelseskort
I stedet for at vælge et billigt kort med masser af gigabytes, ville vi tage et kort med lidt mindre kapacitet, men med højere hastighed til nogenlunde samme pris.
Den højere hastighed betyder nemlig, at du kan tage flere billeder i højeste hastighed, og at kameraet er hurtigere klar til at tage nye fotos, når du har taget en masse i træk.
Husk bare at sørge for, at kortet passer til dit kamera.
> Læs også: 10 gode tips til at undgå problemer med hukommelseskortet
2. Et trebenet stativ
Du øger chancerne for at få skarpere billeder betragteligt med et stativ under kameraet, men det giver også mulighed for at lave effekter, du ikke kan få, når du skyder håndholdt.
Du kan nemlig skrue lukkertiden op på adskillige sekunder og stadig få skarpe billeder. Dermed kan du få billeder, hvor billygter trækker lange striber, eller vand i en å får en blød overflade.
3. Filtre
Med tre typer filtre på objektivet får du meget bedre billeder. Pol-filteret fjerner reflekser i fx vandoverflader, så kameraet bedre kan se ned i vandet. Det kan også gøre en himmel mere blå.
ND-filteret blokerer en del af lyset, så du kan bruge endnu længere lukkertider, uden at billederne bliver overbelyst, når du har kameraet på stativ. Den sidste type er forløbsfiltre, der giver dig flere detaljer. Husk, at filtrene skal passe til objektivets størrelse.
> Du kan læse mere om filtre og se videoer om de tre filtertyper i Filter-skolen i Fordelszonen, som er vores digitale univers til abonnenter.
4. Håndledsrem
Med en håndledsrem kan du gå med kameraet i hånden uden at risikere at tabe det. Dermed kan du hurtigt få kameraet op til øjet, når det rigtige motiv opstår.