En mand peger tommefingeren ned
© Shutterstock

6 produkter der floppede i 10'erne

Hvert år kommer der produkter, som lover guld og grønne skove. Nogle indfrier forventningerne, mens andre aldrig kommer helt op at flyve. Vi har fundet nogle af de største fuserne fra det sidste årti. Se, om du genkender nogle af dem.

6. januar 2020 af Jeppe Vestergaard Jensen

Vi kan konstatere, at det ikke er alle gode ideer, der sælger.

Vi har fundet seks produkter, som umiddelbart virkede geniale, men som aldrig blev det store hit.

1. Dengang GoPro forsøgte at flyve

Højt at flyve, dybt at falde. Det var et ordsprog GoPro måtte erfare, efter de sendte dronen GoPro Karma på markedet i 2016.

GoPro havde forgæves forsøgt at lave et samarbejde med droneproducenten DJI. Da et samarbejde ikke lykkedes, måtte GoPro lave deres egen. Dronen blev døbt Karma.

Dronen haltede efter DJI Mavic Pro på næsten alle parametre. Derudover havde den en uheldig tendens, hvor holderen til batteriet kunne gå løs, så strømmen forsvandt under flyvningen. Uden strøm styrtede dronen mod jorden.

Ligesom dronen styrtede GoPros droneeventyr mod jorden. De lukkede derfor deres droneafdeling i 2018.

> Læs også nyheden, vi skrev, da GoPro forsøgte at sende GoPro Karma tilbage på markedet.

GoPro Karma

GoPro Karma var et bud på en drone, som skulle tage kampen om mod DJI. Desværre for GoPro fik den aldrig rigtig luft under vingerne. 

© GoPro

2. Lytro skulle sikre perfekt fokus

Lytro Illum

Lytro Illum var et flot kamera, der havde et meget enkelt udtryk. Teknikken inde i kameraet var dog langt fra enkelt.

© Lytro

I 2015 skulle livet blive meget nemmere for fotoentusiaster. I hvert fald hvis det stod til kameraproducenten Lytro. 

Kameraet Lytro Illum kunne nemlig fange alle tænkelige fokusdybder i billedet, så du bagefter kunne vælge, hvor skarpheden skulle ligge.

Kameraet fik stor opmærksomhed inden lanceringen. Desværre for Lytro kunne de dog ikke helt indfri forventningerne.

Kameraet Lytro Illum blev aldrig den succes, verden havde forventet. I 2018 lukkede Lytro og blev delvist opkøbt af Google, som dog ikke havde interesse i at fortsætte med kameraet.

> Læs også vores anmeldelse af Lytro Illum.

3. Indbygget projektor

En lille skærm på bagsiden af et kamera er ikke stor nok til at vise fotos for familie og venner, så Nikon lavede kompaktkameraerne Nikon Coolpix S1000PJ og S1100PJ, der havde indbyggede projektorer. 

De kunne sende billederne op på væggen, så ingen behøvede at kigge på en alt for lille skærm.

I 2011 anmeldte vi Coolpix S1100PJ, som vi gav en blandet modtagelse. Vi kunne egentlig godt lide funktionen med projektoren, men billedkvaliteten i kameraet var vi ikke imponerede over.

Den sjove idé varede da heller ikke ved, for i 2012 valgte Nikon at tage kameraerne ud af produktion, og de er ikke blevet erstattet af andre modeller.

> Læs også vores nyhed, da det første Nikon med projektor kom på markedet.

Nikon Coolpix S1100PJ ud

Sådan så Nikon Coolpix S1100PJ ud.

© Nikon

4. Dille i flere dimensioner

I begyndelsen af 10'erne var 3D et stort hit – i hvert fald blandt producenter af tv, men også kameraer.

I 2010 lancerede Panasonic verdens første 3D-objektiv, der kunne bruges på nogle af deres spejlløse systemkameraer. Både Fujifilm og Panasonic kom desuden med kompaktkameraer med to objektiver til 3D.

Perioden med 3D blev dog kort for producenterne. I dag taler vi ikke meget om 3D-kameraer, og fjernsyn har i dag sjældent fokus på 3D-teknologien.

Vi finder derfor ingen kompaktkameraer med mulighed for 3D-optagelser. Teknikken bruges næsten kun professionelt i dag.

> Læs også om vores forventninger til de første 3D-kameraer.

5. Dyrt kamera til din iPhone

Vi mente, at kameraet DxO One var en genistreg, da vi anmeldte det i 2016. Kameraet kunne tilkobles en iPhone og kunne tage billeder med 20 millioner pixels.

Vi var imponerede over billedkvaliteten, men måtte også erfare, at det havde nogle alvorlige fejl. Kameraet faldt nemt ud af mobilen, det havde kort batteritid og virkede kun til iPhone. Endelig kostede kameraet intet mindre end 4.699 kroner.

DxO One fik aldrig hul på markedet og gik derfor ud af produktion.

> Læs vores anmeldelse af DxO One her.

DxO One

DxO One havde et lightning-stik, som kun passede til iPhone. Der blev aldrig produceret et til Android.

© DxO

6. Kameraerne der aldrig kom

Vi var faktisk ret begejstrede, da Nikon i 2016 annoncerede tre nye kompaktkameraer med store billedchips, der på papiret kunne tage fotos i høj kvalitet, uden at kameraerne blev specielt store.

Den såkaldte DL-serie blev dog ramt af uheld. Der opstod forsinkelser på grund af et jordskælv i det vestlige Japan, og siden var der problemer med integrerede kredsløb. Kameraerne blev derfor udskudt, og i starten af 2017 måtte Nikon erkende, at de ikke ville få solgt et eneste DL-kamera.

Problemerne med kameraerne betød nemlig, at omkostningerne var blevet for store. Samtidig var det generelle salg af kameraer sløvt. Ifølge Nikon tabte de 1,8 milliarder kroner på projektet.

> Læs også nyheden, vi skrev, da Nikon annulerede DL-serien.

Nikon DL

Nikon annoncerede tre DL-kameraer. Desværre for Nikon blev der aldrig solgt et eneste.

© Nikon

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...