Sådan får du perfekte fotos med din flash

Din flash kan bruges på mange måder og i flere situationer, end man umiddelbart skulle tro. Her kan du se, hvordan du med fire af flashens indstillinger kan gøre dine billeder meget bedre.

Sådan får du perfekte fotos med din flash

Flashen er en perfekt hjælper i svagt lys, men også i andre situationer er den en uvurderlig hjælp. Se, hvordan du bruger indstillingerne rigtigt.

25. oktober 2018 af Poul Siersbæk

De fleste kameraer har en lille indbygget flash, som kan være en god hjælp i en snæver vending. 

Lysstyrken er ikke så stor som med en ekstern flash - typisk har den kun en rækkevidde på små to meter, men i visse sammenhænge er den rar at have. 

Den skal bare bruges rigtig for, at du får den optimale virkning og nogle billeder, der fremstår velbelyste.

Tag kontrol over den inbyggede flash

Når du fotograferer på fuld Auto vil den indbyggede flash blive aktiveret, hvis kameraet vurderer, der er behov for det. Det kan både være i mørke, eller hvis du skyder i modlys, og motivet ligger i skygge. 

Problemet er bare, at du ikke kan påvirke lysstyrken i flashen, og du kan ikke sikre, at den valgte blænde giver dig den baggundssløring, du ønsker. 

Du har simpelthen overladt alt til kameraets automatik.

Heldigvis behøver du blot at dreje programhjulet over på et af de halvautomatiske programmer som blændeprioritet (a eller Av), lukkertidsprioritet (S eller Tv) eller programmet P for at få kontrol over både kamera og flash. Desuden skal du indstille blitzen rigtigt. 

Herunder kan du se, hvordan du bruger fire vigtige funktioner.

1. Slow sync: Få baggrunden med 

Slow sync flash

Med indstillingen slow sync på din flash kan du også få lidt af baggrundens lys med.

© Shutterstock

Med funktionen Slow Sync accepterer kameraet, at du bruger længere lukkertider, end kameraet normalt vil foreslå, fx 1/25 sekund. 

Her vil kameraet eksponere længe nok til, at baggrunden også bliver oplyst, hvis du fx tager et portræt i solnedgang eller en aften i byen. 

Samtidig vil blitzen skabe tegning i ansigt og tøj og dermed fjerne de tunge skygger. 

Slow Sync kan også bruges til action, hvor du får et skarpt hovedmotiv, mens du kan få slørede lyseffekter i baggrunden.

Læs også: 5 tips til bedre billeder med indbygget flash

2. Skab fart i billederne med 2. lukkergardin

Synkronisering med 2. lukkergardin

Ved at synkronisere flashen med 2. lukkergardin under en lang eksponering, kan du få bilernes lygter til at trække striber.

© Shutterstock

Indstiller du flashen til at synkronisere med andet lukkergardin, fyres flashen af i slutningen af eksponeringstiden i stedet for i starten. 

Det er smart, hvis du vil fotografere action og vise bevægelse, men samtidig ønsker, at hovedmotivet står skarpt sidst i bevægelsen i stedet for først. 

Det er fx godt i mørke, hvor forbikørende biler skal trække lysstriber den rigtige vej. Med første lukkergardin trækkes striberne nemlig den forkerte vej.

3. Flot baggrundssløring i solen med High-Speed-Sync

High-Speed-Sync flash

Med High-Speed-Sync kan flashen affyres ved hurtige lukkertider, så du kan beholde en stor blændeåbning og få en fin baggrundssløring.

© Shutterstock

Der er mange situationer, hvor man vil opbløde skygger på hovedmotivet i kraftigt sollys, men en blitz kan ikke affyres med lukkertider, der er kortere end typisk 1/200 eller 1/250 sekund. 

Du kan blænde ned til fx F16, men så ryger muligheden for at få en flot, sløret baggrund til portrættet. 

Løsningen er High-Speed-Sync, hvor blitzen affyrer tusindvis af flashglimt i sekundet i stedet for ét kraftigt. 

Læs også: Sådan bruger du High-Speed-Sync i din flash

4. Slip for slagskygger med flere flash

Flash med master/slave

Ved at bruge flere blitz på én gang, kan du få fuld kontrol med slagskygger og få et velbelyst portræt.

© Shutterstock

Ved at bruge flere blitz på én gang kan du belyse motiverne fra flere vinkler og dermed styre skyggerne, hvilket især er en stor fordel til portrætter. 

En blitz kaldet Master sørger for at fjernudløse andre eksterne flash, der kaldes slaver. 

Alle blitz kan indstilles til at have forskellig lysstyrke, så du kan lege med belysningen. Kun de dyrere blitz virker som master, så du kan kun bruge kameraets indbyggede blitz som slave. 

Afhængigt at mærke og model styres flashen af blitzglimt, infrarødt signal eller radiostyring. Du kan også styre dine flash med en ekstern fjernudløser som fx Pocket Wizard.

Læs også: 9 funktioner du skal kende i din eksterne flash

Få fuld kontrol med flash med Digital FOTO

I magasinet Digital FOTO 16/2018 får du mange flere tips og tricks til, hvordan du får fuld kontrol over flashen i vores teknik-serie "Skyd bedre."

I serien gennemgår vi kameraets programmer, lys, dybdeskarphed, fokus med mere. Hvis du vil læse de tidligere afsnit - og sikre dig det næste - kan du som abonnent læse ældre udgaver af magasinet med vores magasin-app Wype. 

Tegn abonnement i dag, og fordyb dig med det samme i de seneste 10 udgaver af Digital FOTO. 

> Du kan komme i gang fra 29 kroner. Se de gode tilbud her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...