Forskellige kameraer og objektiver

Skal du vælge et objektiv med fast brændvidde eller zoom? Det kan være svært at vide, for der er fordele ved begge. Læs med og bliv klogere. 

© Shutterstock

Fast brændvidde eller zoom – hvad skal du vælge?

Objekter kan overordnet set inddeles i to typer – dem med fast brændvidde og dem med zoom. Men hvad er bedst? Det får du svaret på herunder.

29. april 2021 af Sarah Marie Winter

Der findes rigtig mange forskellige objektiver på markedet, men overordnet set kan de opdeles i to kategorier – dem med fast brændvidde, som på engelsk kaldes for primes, og så dem, der kan zoome. 

Det kan være svært at vurdere, hvad man som fotograf skal vælge, for umiddelbart lyder det jo meget bedre med et enkelt zoomobjektiv, der dækker et stort brændviddeområde frem for flere objektiver med én brændvidde. 

Herunder kan du blive klogere på, hvilken type objektiv der er den rigtige for dig. Først skal vi dog lige have slået fast, hvad forskellen på de to objektivtyper er.

Kvinde fotograferer anden kvinde i byen

Et objektiv med fast brændvidde er typisk billigere, lettere og skarpere end et zoomobjektiv. 

© Shutterstock

Hvad er et objektiv med fast brændvidde?

Et objektiv med fast brændvidde har, som betegnelsen antyder, én brændvidde og ét perspektiv og kan altså ikke zoome.

Disse objektiver fås med mange forskellige brændvidder og lysstyrker, fx Canon EF 14mm f/2.8L II USM, Nikon AF-S 50mm F1.8G eller Sigma AF 500mm f/4 DG OS HSM.

Hvad er et zoomobjektiv?

Et zoomobjektiv har derimod en variabel brændvidde, som du kan ændre ved at dreje på zoomringen. Det har to specifikationer, der angiver de to ender af brændviddeområdet, fx 24-70 mm, eller 100-400 mm.

Billigere objektiver vil ofte have en variabel lysstyrke, fx F3.5-F5.6. Dette betyder, at F3.5 er den maksimale lysstyrke på den korteste brændvidde, mens F5.6 er den maksimale lysstyrke på den længste brændvidde.

Dyrere, professionelle objektiver vil typisk have én lysstyrke, der gælder hele brændviddeområdet, fx et Sigma AF 70-200mm F2.8 DG OS HSM.

> Læs også: Stor guide til objektiver

Mand fotograferer vilde dyr i marken

Et zoomobjektiv dækker flere behov på én gang, så du kan måske slippe for at have en stor taske med til udstyr. 

© Shutterstock

Fordele ved fast brændvidde

Pris

En af de primære fordele er, at mange nyere objektiver med fast brændvidde er markant billigere. Du kan fx få et Canon 24 mm F2.8 til 1195 kr., mens et Canon 24-70mm F2.8 vil koste dig 13.495 kr. 

Selv hvis du køber fire objektiver på fx 24 mm, 35 mm, 50 mm og 85 mm, så du er dækket ind på hele brændviddeområdet, vil det stadig være billigere end det tilsvarende zoomobjektiv.

Størrelse

En anden fordel ved objektiver med fast brændvidde er, at de i langt de fleste tilfælde er væsentligt mindre og lettere. Et 70-200mm F2.8 med billedstabilisering er fx et lynhurtigt og skarpt objektiv, men det er altså også halvandet kilo tungt. 

Du har måske ikke noget imod at slæbe rundt på et tungt objektiv, men dine skuldre og din ryg vil på længere sigt lide under den ekstra vægt. 

Kvalitet

De fleste professionelle zoomobjektiver har en maksimal lysstyrke på F2.0-F2.8, mens du kan få objektiver med fast brændvidde, der går helt ned til F0.95. Det giver naturligvis en blødere baggrundssløring, hvilket er vigtigt i fx portrætter. 

Og selvom producenterne hele tiden bliver bedre, og zoomobjektiverne derfor kan levere højere og højere billedkvalitet, så leverer objektiverne med fast brændvidde generelt skarpere billeder. 

Eller, sagt på en anden måde – vil du have ligeså høj billedkvalitet fra et zoomobjektiv, som du kan få med et objektiv med fast brændvidde, så skal du være parat til at betale for det.

> Læs også: Derfor skal du kende disse 5 brændvidder

Mand står med kamera og tænker sig om

Valget af objektiv afhænger af, hvad du gerne vil fotografere, og hvad du vægter højst – pris, vægt, kvalitet eller anvendelighed. 

© Shutterstock

Fordele ved zoom

Hvis alt talte for objektiver med fast brændvidde, så ville ingen bruge zoomobjektiver, men på trods af den højere pris og vægt, så er de ekstremt populære. Herunder kan du læse hvorfor. 

Anvendelighed

Den helt store fordel ved zoomobjektiver er deres alsidighed. Hvis du har brug for at kunne fotografere en masse forskellige situationer, så er det smart at kunne gå fra vidvinkel til tele ved at dreje på en ring. 

Landskabs- og portrætfotografer vil typisk ikke have brug for denne alsidighed, men det vil til gengæld wildlife- og sportsfotografer, der ofte er låst til en fast placering eller område.

Mobilitet

En anden fordel er, at et enkelt zoomobjektiv kan erstatte to eller tre objektiver med fast brændvidde, og dermed skal du kun bekymre dig om det ene objektiv, der sidder på dit kamera.

Det betyder, at du måske slipper for at have en taske med, og du risikerer ikke at få skidt og snavs på sensoren, fordi du skal skifte objektiv i tide og utide. 

... så hvad skal du vælge?

Når du begynder at fotografere, vil du på et eller andet tidspunkt stå overfor valget mellem at investere i et objektiv med fast brændvidde og et zoomobjektiv. Og som du kan læse, er der fordele og ulemper ved begge typer.

Du skal derfor overveje, hvad dine behov er. Hvis du fx kun skal tage portrætter og landskabsbilleder, men høj billedkvalitet er meget vigtigt for dig, vil det bedste valg formentlig være to objektiver på fx 24 mm og et 85 mm.

Hvis du derimod skal bruge kameraet på storbyferier, hvor motiverne varierer, og du gerne vil slippe for en tung oppakning, så er et zoomobjektiv med en lavere lysstyrke og til gengæld et stort brændviddeområde nok at foretrække.

> Læs også: Det skal du vide før du køber et objektiv

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...