Med de rigtige forhold og motiver kan du skabe optagelser, der fremprovokerer dit kameras stærkeste og svageste sider.
Hvis du ikke kan se fejlene i de optagelser, du laver under testen, vil du heller ikke kunne se dem på dine daglige billeder.
Det eneste udstyr, du ikke kan undvære, er et godt og stabilt stativ, der holder kameraet i ro, mens du tester.
Billedstøj/ISO
Find noget helt fladt, som har mange detaljer, når du ser det i svagt lys. Det kan eksempelvis være en bogreol.
Vælg blændeprioriret program, og indstil blænden til næststørste blændeåbning og tag billeder ved samtlige ISO-værdier.
Når du tjekker billederne, kan du se, hvornår der kommer for meget støj i dine billeder og dermed vurdere grænsen for ISO-værdien på netop dit kamera.
Objektiver
Vælg Live view. Tag et foto på ISO 100 ved fuld blændeåbning, fx F2.8, lige ind på en murstensvæg, hvor du kan se tydelige linjer og detaljer.
Gør det samme ved F8.0. Fortegning ses som krumme fuger og vignettering som mørke hjørner.
Skarpheden skal være høj i midten. På den største blændeåbning må du acceptere nedsat skarphed i hjørnerne.
Eksponering
Tjek, hvornår lysmåleren er særligt udfordret. Find et motiv med masser af mellemtoner og svag kontrast.
Her skal kameraet uden videre give dig en korrekt eksponering. Prøv også andre motiver, fx i modlys, og se, om det er nødvendigt at bruge eksponeringskompensation.
Følgefokus
Se, hvornår kameraets følgefokus har svært ved at følge med motivet.
Vælg lukkertidsprioritet, 1/1500 sekund, auto ISO og din længste brændvidde fx. 200 mm. Vælg hurtigste serieoptagelse, kontinuerlig autofokus og det midterste fokuspunkt.
Tag en billedserie af en bil, der kører mod dig. Tjek skarpheden. Prøv så med langsommere motiver og vurder, hvor grænsen går for dit udstyr.
Spørgsmålet om at teste kameraets præstationer kommer fra vores Brevkasse i magasinet Digital FOTO. Via linket øverst på siden kan du læse resten af brevkassen, hvor vi også svarer på spørgsmål om bracketing, at vise billeder på et tv og hvad der sker med vores testprodukter, når vi har testet.