Vildt actionkamera: Insta360 Ace Pro har verdens højeste opløsning

Med actionkameraet Ace Pro sender Insta360 en klar og tydelig udfordring til både GoPro og DJI. Den nye model kan nemlig levere video i 8K.

Insta360 Ace Pro

Insta360 Ace Pro er det ultimative actionkamera med klassens højeste opløsning.

© Insta360

Skal du skyde hæsblæsende video på skiferien eller på motorcykelturen og går efter den ultimative opløsning, så har Insta360 netop trumfet alle konkurrenter. Hidtil har GoPro haft rekorden med video i 5,3K, men Insta360 Ace Pro kan levere intet mindre end 8K med 24 billed­er i sekundet og en stor 1/1,3”-sensor.

4K kan optages med 120 billeder i sekundet til slowmotion, og fotos skydes med en opløsning på 48,0 mio. pixels. Brændvidden svarer til 16 mm.

Læs også: Så god er GoPro HERO12 Black

Insta360 Ace Pro

Den berøringsfølsomme skærm på 2,4 tommer kan vippes, så du kan se fra flere vinkler eller nemmere optage dig selv.

© Insta360

Kunstig intelligens hjælper til

Kameraet, der er udviklet sammen med Leica, er generelt fyldt med lækre funktioner til action. Det gælder fx Al Highlights Assistant, der selv udvælger de bedste sekvenser for dig. Det er også nemmere end nogen­sinde at få de færdige film overført til telefonen.

Som det første actionkamera nogensinde taler Insta360 Ace Pro sammen med ure fra Garmin og Apple. Det betyder, at du kan lægge grafik med gps-data, hastighed og andre informationer på dine videoer.

Med funktionen Clarity Zoom hævder Insta360, at Ace Pro kan zoome 2x ind i billederne uden at gå på kompromis med billedkvaliteten. Vi er også spændte på at prøve PureVideo Mode. Her skulle en særlig AI-chip sikre, at billedstabiliseringen virker i mørke omgivelser, hvor andre actionkameraer må give op.

Du kan desuden vælge at betjene kameraet med din stemme eller via bevægelser. Ace Pro har et magnetisk monteringssystem, indbygget stabilisering og er vandtæt ned til ti meters dybde. Prisen er 3790 kroner.

Læs også: De bedste programmer til videoredigering