Forlæng batteritiden på dit kamera med fem nemme tricks

Er batteriet ved at være i bund, så brug disse tricks til at forlænge levetiden og få flere skud i kassen.

Når batteriindikatoren viser én streg, er det med at spare på strømmen.

Gode råd er dyre, når der kun er en enkelt streg på batteriindikatoren.

© Shutterstock

Du kender sandsynligvis situationen. Du er ude i naturen eller til et bryllup, og netop som de gode skud kommer til dig på stribe, ser du, at der kun er en enkelt streg tilbage på batterindikatoren. Du har ingen ekstra batterier i tasken, så gode råd er dyre. Med nogle simple kameraindstillinger kan du dog øge antallet af skud, som du kan få på den resterende strøm ganske betydeligt.

>Læs også: Den store foto-quiz: Hvor meget ved du egentlig om fotografi?

1. Slå alle unødvendige funktioner fra

De fleste af os har mange funktioner slået til, som ikke er nødvendige her og nu, mens du fotograferer. Det gælder eksempelvis Wi-Fi, Bluetooth og i mange tilfælde også GPS. De funktioner bruger en del strøm, også når du ikke aktivt bruger dem, så slå dem fra.

2. Dæmp skærmens lysstyrke

Kameraets skærm bruger meget strøm. Skru helt ned for den, for at forlænge batteritiden. Det gør du i kameraets indstilinger, typisk under menuen med en møtrik eller svensknøgle, ved "Disp. lysstyrke".

Har dit kamera en elektronisk søger, kan du indstille skærmen til kun at vise basale indstillinger og så bruge den elektroniske søger til at finde dit motiv.

3. Deaktivér visning af billede

Er kameraet indstillet til at vise billedet, efter du har skudt det, så slå denne funktion fra. Det sker typisk under indstillinger ved ikonet med et kamera, ved "Visningstid". Indstil den til "Fra".

>Læs også: Derfor er en kikkert med smartfokus perfekt til din fototaske

4. Skru ned for billedfrekvensen

På nogle kameraer kan du skrue ned for søgerens billedfrekvens. Det sparer en del strøm. Det sker typisk i kameraindstillinger, under menuen med møtrik eller svensknøgle ved "Visningsydelse". Vælg "Energisparer".

5. Skyd med omtanke

Når der er rigelig strøm på batteriet, skyder vi løs uden bekymring - hellere for mange billeder end for få - men når strømniveauet er lavt, må du økonomisere. Hvert skud koster strøm, så overvej lige et splitsekund, inden du skyder, om billedet er nødvendigt.

Slå kontinuerlig optagelse fra, hvis det er aktiveret og skyd kun ét skud ad gangen. Har du valgt at skyde i både raw og jpeg, så indstil kameraet til kun at skyde i raw. Så får du al den billeddata du skal bruge og kan lave jpegs senere.

Er der pauser, hvor du ikke skyder, på mere end et par minutter, så sluk kameraet, og tænd det igen, når der skal skydes.

>Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ