Sony RX100 VII
Fart over feltet

Sony RX100 VII har fået en gevaldig opgradering med ekstremt mange billeder i sekundet.

© Sony

Nyt Sony RX100 VII skruer helt op for hastigheden

Den nyeste model i Sonys lommekameraserie RX100, Sony RX100 VII, byder på en ny processor, der i den grad sætter fart på kompaktkameraet.

Sony disker op med en række nyheder denne sommer.

Senest kunne vi berette om verdensrekorden Sony Alpha 7R IV med 61,0 mio. pixels – og ikke mindst en spændende ny mikrofon.

Men Sony er også klar med nyt, når det kommer til kompaktkameraer. Her har deres populære RX100-serie nemlig fået en opgradering.

> Læs også: Sony Alpha 7R IV: Vores første erfaringer og testbilleder

Vild hastighed i nyt RX100 VII

Det nye Sony RX100 VII er ekstremt hurtigt. Kompaktkameraet kan tage 20 billeder i sekundet med kontinuerlig fokus, og med en ny funktion kan hastigheden komme helt op på 90 billeder per sekund i fuld opløsning. 

Med den hastighed kan kameraet dog kun tage syv billeder ad gangen, men du kan optage dem i både jpeg og raw.

> Læs også vores anmeldelse af det et år gamle RX100 VI, der dengang havde verdens hurtigste autofokus, hvilket vi honorerede med topkarakter.

Det giver virkelig muligheder inden for fx sport og dyr i naturen, hvor du bare kan trykke på knappen, tage en række billedserier og så gå hjem og i ro og mag finde det billede frem, hvor kameraet har fanget højdepunktet. 

Samtidig er autofokus gjort hurtigere end på forgængeren, og de 357 fokuspunkter dækker nu 68 procent af billedfladen mod 65 procent på RX100 VI. Sony opgiver, at fokustiden nu er nede på 0,02 sekunder selv på motiver i bevægelse.

> Læs også: Smart letvægtsstativ giver perfekt video med dit spejlløse kamera


Sony RX100 VII

Store forbedringer på video

Autofokus har også fået Sonys realtime eyetracking, der automatisk fokuserer på øjne hos både mennesker og dyr, også på 4K-video. Billedstabiliseringen på video er også blevet otte gange mere effektiv.

Både optagehastighed og autofokus er gjort mulige af to ting, nemlig en ny, forbedret 1"-sensor samt den nyeste Bionz X-billedprocessor, der ellers kun sidder i topmodellerne Alpha9 og det nye Alpha7R IV.

Som det første i RX100-serien har VII’eren desuden fået mikrofonindgang.

> Læs også: Nye objektiver fra Fujifilm slår rekorder

Presser prisen på gamle modeller

Derudover er RX100 VII reelt identisk med RX100 VI. De har samme fremragende zoomobjektiv svarende til 24-200 mm, en fleksibel skærm på tre tommer, sammenklappelig elektronisk søger og så – som det måske allervigtigste – er kameraet stadig så lille, at det lukket og slukket nemt kan ligge i en lomme godt beskyttet af sit indbyggede objektivdæksel.

RX100 VII henvender sig til professionelle, fotoentusiaster og videoentusiaster og kommer i handlen til august til samme pris som sin forgænger, altså lige omkring 9995 kroner.

> Læs også: Test dig selv: Hvor meget ved du egentlig om fotografi?

Sony har tradition for at lade tidligere modeller blive på markedet i længere tid. Det betyder, at ældre modeller i RX100-serien kan købes til priser fra kun 2389 kroner. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...