Fra ultrapopulære til glemte: Er klaptelefoner på vej tilbage?

Klaptelefoner var et kæmpe hit årene efter årtusindskiftet, hvor mobiltelefonerne skulle være små og lette. I dag er historien en anden, men ind i mellem lanceres der stadig nye modeller, som vi holder øje med her på Digital FOTO.

Klaptelefoner var et enormt hit for 15-20 år siden, men i dag er det de færreste, der overvejer denne model, når de skal købe en ny mobiltelefon.

Her kan du læse om de modeller, du kan købe i dag, og hvilke fordele og ulemper, der er ved klaptelefonerne. 

Vi forsøger også at kigge ind i fremtiden, da flere af de store producenter har annonceret, at de overvejer at puste nyt liv i det gamle design. 

Nutidens sammensmeltninger af smartphones og klaptelefoner

Klaptelefoner er så småt blevet udfaset med tiden, og det er i stedet store smartphones, der ligner små tablets, som dominerer markedet.

Der bliver dog stadig lanceret klaptelefoner, og det er særligt Samsung, Motorola og Nokia, der står bag udgivelserne.

Du kan bl.a. købe Samsung Galaxy Z Flip, som har alle de funktioner, der kendetegner en smartphone, men den kan også klappes sammen på midten.

Samsung Galaxy Z Flip fik stor anerkendelse af anmeldere verden over, da mobiltelefonen udfordrede tidens tendenser, hvor smartphones kun bliver større og større.

Dog er kameraet i Z Flip ikke synderligt imponerende, og det er desværre typisk for de klaptelefoner, du kan købe lige nu.

Z Flip har et dobbeltkamera, som består af en kraftig vidvinkel svarende til 13 mm med en blænde på F2.2 og et normalobjektiv svarende til 26 mm med blænde F1.8. 

Det gør, at kameraerne i Z Flip er på et lavere niveau end fx kameraerne i en iPhone 11 Pro. 

> Læs også: Her er den bedste kameratelefon lige nu

Samsung Galaxy Z Flip

Samsung Galaxy Z Flip blev lanceret i februar 2020.

© Shutterstock

Klaptelefoner på markedet lige nu

Fælles for de klaptelefoner, du kan købe på markedet lige nu, er, at alle producenterne har haft et større fokus på at genskabe klap-designet, og der desværre ikke blevet satset stort på de kameraer, der sidder i klaptelefonerne. 

De nyeste udgivelser er:

  • Nokia 2720 Flip
  • Samsung Galaxy Z Fold 2
  • Samsung Galaxy Z Flip 5G
  • Motorola Razr 5G
  • TTfone Lunar TT750
  • LG G8X ThinQ Dual Screen
Samsung Galaxy Z Fold 2

Samsung Galaxy Z Fold 2 er også en klaptelefon, men her kan du klappe telefonen ud til dobbelt størrelse, så du har en dobbelt så stor skærm at arbejde på.

© Shutterstock

Fordele og ulemper ved designet

Det er ikke på grund af billedkvaliteten, du skal købe en klaptelefon. Det er derimod værd at overveje udvalget af klaptelefoner, hvis du savner en smartphone, der kan klappes sammen til halv størrelse.

Klaptelefoner skal have ros for deres design, da mange er trætte af, at smartphones generelt fylder meget og efterhånden kræver to hænder, når de skal bruges.

Klaptelefoner er dog ikke særligt gode kameratelefoner, hvilket er tydeligt, når vi sammenligner  kameraerne i klaptelefonerne med kameraerne i de nyeste smartphones. 

Klaptelefoner har dog den ene foto-fordel, at mange kan stå af sig selv, når du tager billeder, og det gør, at du kan skyde med meget længere lukkertider, uden at billederne bliver slørede. 

> Læs også: 6 ting du skal vide om kameraet i din telefon

Klaptelefon med spil

I stedet for satse på kameraet i de nye klaptelefoner, har mange producenter haft et fokus på, at klaptelefonerne skulle være gode at spille spil på.

© Shutterstock

Bliver klaptelefoner mere udbredte i fremtiden?

Her på Digital FOTO spår vi ikke den store fremtid for klaptelefoner lige nu – og dog. Senest har der nemlig været rygter om, at Apple vil lancere deres første klaptelefon.

Det vil unægteligt ændre markedet, og de tendenser vi ser lige nu, da Apple må siges at være en vaskeægte smarpthone-gigant.

Derudover har Apple de seneste mange år været trendsættende, når det kommer til smartphones og deres designs, så hvis Apple lancerer en klaptelefon, kan det være et tydeligt tegn på, at tiderne skifter.

Forhåbentlig bliver den mulige Apple-version med kameraer, der leverer en god billedkvalitet, for det er alt andet lige den største ulempe ved de klaptelefoner, du kan købe i dag, at kameraet er for ringe.

Apple-klaptelefon

Der er blevet gisnet meget i, hvordan en Apple-klaptelefon vil se ud, men Apple har ikke selv annonceret nogle fotos – og derfor er denne illustration blot et bud på, hvordan klaptelefonen vil kunne se ud.

© Shutterstock

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...