Det betyder videoindstillingerne i dit kamera

Dit kamera har masser af indstillingsmuligheder til videooptagelse. Her hjælper vi dig med, hvad begreberne betyder.

Panasonic Lumix DC-S1H

Panasonic Lumix DC-S1H er et af de systemkameraer, der har mange avancerede videofunktioner.

Nye systemkameraer kan optage video i ekstrem høj kvalitet, der tilmed kan bruges professionelt. Når du åbner menuen med indstillinger til video på dit kamera, er der derfor masser af begreber at tage stilling til, og det kan virke lidt overvældende.

Her gennemgår vi nogle af de mest brugte indstillinger til video i dit kamera, så du kan se, hvad de betyder for optagelserne.

Vi har opdelt betegnelserne alfabetisk, så du nemt kan gennemgå dem.

>Læs også: Derfor er et full-frame-kamera bedst

Når det gælder video, skal du være opmærksom på, at mange af funktionerne har indflydelse på hinanden. Det kan fx være, at du i dit kamera kun kan vælge højeste framerate, hvis du ikke vælger højeste opløsning, eller at du kun kan væge 4K i bestemte filformater.

Desuden har nogle af producenterne slået flere indstillinger sammen, så du fx vælger opløsning sammen med filformat.

Herunder kan du se, hvad ordbogen indeholder:

422

Den talrige betegnelse handler om, hvor mange farveinformationer, der bliver gemt. Normalt bruges 4:2:0 8 bit, men i nogle kameraer kan du vælge 4:2:2 10 bit. Det giver især bedre muligheder i redigeringen, men fylder mere. Typisk kan du ikke se videoer i 4:2:2 10 bit uden videre, men udelukkende bruge dem til redigering.

4K

En opløsning på omkring 4000 pixels i bredden. 4K findes i to næsten ens opløsninger, kaldet UHD eller DCI. 4K UHD er 3840 x 2160 pixels, mens 4K DCI, der også kan hedde C4K, er 4096 x 2160 pixels.

8K

En opløsning på omkring 8000 pixels i bredden. Den findes også i to næsten ens opløsninger. 8K UHD er 7680 x 4320 pixels, mens 8K DCI er 8192 x 4320 pixels.

DCI vs UHD

Formatet DCI er en anelse bredere end UHD. Vi har her markeret de ekstra områder, du får med i siderne med DCI, med en mørk tone.

All-I

Når optagelserne gemmes, kan de enkelte billeder komprimeres på forskellige måder. Med All-I kodes hver enkelt frame, lidt på samme måde som enkelte fotos, hvilket giver en forholdsvis høj kvalitet, men det fylder også en del.

Fps

Angiver, hvor mange billeder kameraet optager i sekundet. Jo højere framerate, jo mere glidende bliver bevægelser, men jo mere fylder videoen også. En framerate omkring 25 billeder i sekundet – også kaldet fps – er standard. Høje framerates på fx 120 fps er smarte til slowmotion.

Ofte angives framerate som fx 25p eller 60p. p’et står for Progressive og angiver, at 25p er 25 fulde billeder. Kan du vælge 25i, vises kun hver anden linje i hver frame. Vælg så vidt muligt p-udgaven.

Videoindstillinger i kameramenu

I dette kamera fra Nikon vælger du framerate sammen med opløsningen.

Full HD

Opløsning på 1920 x 1080 pixels, der også kaldes 1080p eller 1080i. p’et i 1080p står for Progressive, hvor hele billedet vises i hver frame, mens i’et står for interlaced, der kun viser hver anden linje i hver frame. I dag bør du klart vælge p, der giver bedre kvalitet.

H.264

En meget brugt metode til at kode video i filer, kaldet et codec. Giver en fin kvalitet, og filerne er forholdsvis små. H.264 kaldes også AVC.

>Læs også: 3 kompositionsregler du skal kende

H.265

Et nyere codec, der efterhånden bruges i mange kameraer og telefoner og er endnu mere effektiv end H.264, så du får høj kvalitet på meget lidt plads. Kaldes også HEVC. Formatet har typisk også flere muligheder end H.264.

HLG

Står for Hybrid Log Gamma og er et format til HDR-optagelser, der kan bruges med det samme og ikke kræver justeringer i redigeringen.

IPB

Ligesom All-I er dette et komprimeringsformat. Her er det ikke hvert billede, der kodes, men de områder, der forandrer sig mellem billederne. Det fylder mindre end All-I, men kvaliteten er ikke helt så høj.

Log

Dette er en såkaldt gammakurve, der giver et meget fladt udtryk med dæmpede farver. Det er meget velegnet til efterfølgende videoredigering, hvor man vil arbejde med farver og kontrast med såkaldt colour grading.

De forskellige kameraproducenter har typisk deres egne log-typer, fx har Nikon N-Log, Sony S-Log og Panasonic V-Log. Indstillingen skal kun bruges, hvis du colour grader i redigeringen.

Se også: Få tips til videooptagelser i videoserien Fotoskolen

Long GOP

På samme måde som IPB komprimerer Long GOP filerne ved at se på, hvad der ændrer sig mellem hver frame. Betegnelsen står for Long Group of Pictures. Det fylder mindre and All-I, men har ikke helt så høj kvalitet.

Mbps (bitrate)

Angiver, hvor meget videooptagelserne fylder. Jo højere bitrate, jo højere er billedkvaliteten, men filerne fylder også mere.

XF-AVC

Et videoformat, Canon står bag, og som især er lavet til professionelle optagelser i 4K.

XAVC

Dette videoformat står Sony bag, og det bruges blandt andet til optagelser i 4K. Den nye version XAVC HS gør brug af den effektive H.265-kodning.