Med målesøgerkameraet M11 hæver Leica baren markant, når det gælder opløsning. M11 har med sine 60,3 mio. pixels den højeste opløsning, noget Leica-kamera nogensinde har budt på. Til sammenligning havde M10 kun 24,0 mio. pixels
Leica benytter desuden en ny og revolutionerende sensorteknologi, kaldet Triple Resolution Technology, som gør det muligt frit at vælge, om man vil skyde på fuld opløsning med kameraets full-frame-sensor eller med 36,0 eller 18,0 mio. pixels, uden at billedudsnittet ændres. Det smarte er, at man fx kan skyde serier, uden at bufferen siger stop, hvis man vælger en af de lavere opløsninger.
>Læs også: Det kan Leica M10

Leica M11 måler 13,9 x 3,9 x 8,0 cm.
© LeicaHøjere skærmopløsning
Leica M11 har også fået en hurtig Maestro 3-processor, som er hentet fra det store systemkamera SL2-S. Det betyder, at M11 trods sin højere opløsning kan skyde serier med 4,5 billeder i sekundet.
Der er indbygget hukommelse på 64 gigabytes, men der er ikke blevet plads til de hurtige CFexpress-kort. I stedet benyttes SD-kort af UHS-II-typen.
Kameraet har også fået opgraderet den berøringsfølsomme skærm, så den nu har en opløsning på 2,3 mio. punkter. Menuen er opdateret i samme stil som SL2-S.
Leica M11 kommer både i en sort aluminiumsudgave på 530 gram og en sølvfarvet version af messing på 640 gram. Prisen ligger omkring 63.000 kroner.
>Læs også: Her er det bedste systemkamera