Olympus kalder billedstabiliseringen i det nye Olympus OM-D E-M1 Mark III for verdens bedste.
Det slår nemlig rekord ved at kunne hente 7,5 lukkertrin, hvis du kombinerer huset med Olympus’ eget objektiv på 12-100 mm, der også har indbygget stabilisering.
> Læs også: Sådan fungerer billedstabilisering i dit kamera
De 7,5 trin svarer til, at du kan fotografere på 1/6 sekund i stedet for 1/1000 sekund, uden at rystelser fra kameraet giver uskarpe billeder.
Video uden rystelser med Olympus OM-D E-M1 Mark III
Bruger du et objektiv uden billedstabilisering, får du stadig imponerende 7,0 trins billedstabilisering.
Opløsningen skuffer
I forhold til forgængeren Olympus OM-D E-M1 Mark II er opløsningen på beskedne 20,2 mio. pixels uændret, hvilket er lidt skuffende.
Til gengæld kan du nu lave såkaldte pixel shift-optagelser håndholdt, hvor flere billeder kombineres til ét med en opløsning på 50 mio. pixels.
Sætter du kameraet på stativ, kan du lave pixel shift-optagelser på 80 mio. pixels.
Bedre autofokus i Olympus OM-D E-M1 Mark III
Autofokus er blevet forbedret, så ansigts- og øjefokus nu kan finde mindre ansigter, og du kan låse fokus på et bestemt ansigt i en gruppe.
>Læs også: Autofokus-ordbogen: Få styr på de vigtigste begreber
Sensoren har fået en ny belægning, der minimerer risikoen for, at støv sætter sig fast på sensoren.
Ligesom forgængeren kan det spejlløse systemkamera tage 18 billeder i sekundet med fuld autofokus, og 60 billeder i sekundet, hvor fokus er låst på første billede.
> Se videoen: Sådan skyder du action i fuld fart
Det koster Olympus OM-D E-M1 Mark III
Olympus OM-D E-M1 Mark III kommer til salg allerede i slutningen af februar, og kamerahuset alene har en vejledende pris på 14.499 kroner.
Det kan også købes i forskellige kit, blandt andet med objektivet Olympus M.Zuiko Digital ED 12-100 F4.0 IS PRO, der altså giver hele 7,5 trins billedstabilisering, til 22.999 kroner.